<<
Fra ekspeditioner til vandreturisme i Grønland
af Kirsten Emilie Kempel
 
 
Medens der i flere hundrede år har været arktiske ekspeditioner i Grønland, er almindelig fjeldvandring af nyere dato. Først da gruppe- og charterrejser gjorde atlanttransporten rimelig i pris, begyndte vandrere og klatrere fra danske og udenlandske fjeldsportsforeninger at interessere sig for de øst-, vest- og sydgrønlandske fjeldområder. Her findes et spændende alternativ til de skandinaviske og midteuropæiske bjerge.
I denne artikel vil jeg fortælle lidt om, hvad der skete omkring vandreturisme i Grønland i årene 1966 til 1976, for det var i de år, det rigtigt begyndte.
Mit udgangspunkt er et mangeårigt medlemskab af Dansk Fjeldvandrerklub og deltagelse i Udvalget for Vandreturisme i Grønland. Derfor vil artiklen mest handle om det, der skete i Fjeldvandrerklubben. De andre foreninger: ĸatángut-gruppen, Dansk Bjergklub og Dansk Vandrelaug havde også ture til Grønland i de år, men det ved jeg ikke så meget om.
 
Dansk Fjeldvandrerklub (DFK) blev dannet i 1966 af mennesker, der havde erfaring i og elskede at vandre i de norske og svenske fjelde. Klubbens formål var at fremme interessen for vandring i de nordiske fjeld- og ødemarksområder, at bistå medlemmerne med oplysninger om ruter, overnatningsmuligheder m.m., at formidle kontakt mellem medlemmer, der måtte ønske følgeskab og i øvrigt gennem kurser og lign. at lære danskere fra det flade blide land at have respekt for fjeldets meget barskere natur.
 
Det viste sig hurtigt ved vores møder, at interessen for at komme til at vandre i Grønland var stor blandt klubbens medlemmer. Men der var ikke afmærkede ruter, gode kort, rutebeskrivelser eller hytter til overnatning ligesom i Norge og Sverige. Det afskrækkede dog ikke, føltes måske snarere som en udfordring.
En lille gruppe på 6 besluttede at rejse til Grønland i sommeren 1969, og man syntes, at det ville være mest interessant at rejse til Østgrønland. Planlægningen omfattede transport, kort, materiel m.m. radio-kommunikation, proviantering og sanitet samt en undersøgelse af, hvem der havde været i området på en lignende tur.
Det havde Dansk Bjergklub, som i 1958 og 1964 havde været på tur med basislejr netop i Isdalen, hvor gruppen nu bestemte sig til at ligge fast. Området, som gruppen bevægede sig i, var ca. 50 km nord for Angmagssalik med basislejr i bunden af Ikasaulaq-fjorden, som nås med båd på ca. 5 timer. Man havde medbragt 4 sovetelte og et større kraftigere messetelt og proviant i trækasser, som blev slæbt op til lejren, der tjente som udgangspunkt for fantastisk smukke og ind imellem barske flerdagsture i de næste 17 dage.
 
I det følgende citerer jeg fra den beretning, som gruppen udgav efter turen. Her Viveke Goddard:
Anden dag slår vi lejr i 420 m. højde. Da solen går bag fjeldet, bliver det hurtigt meget koldt. Nogle af os går en tur op ad fjeldsiden for at få varmen. Det får vi hurtigt, og et sted ser vi som silhouet mod en lyserøde aftenhimmel en fjeldræv, der nysgerrigt betragter os. Der er også et par ryper. Til sidst når vi så højt op, at vi kan se solen gå ned over indlandsisen på den anden side af den isfyldte Sermelikfjord. Det er betagende!
Nede i lejren tager vi alt løst ind for natten, da vi jo ikke kan være helt sikre for rævene og deres nysgerrighed. Men det er ikke ræve, der besøger os den nat, det er ryper, der vandrer rundt om teltet og siger kluk-kluk, mens de skraber i jorden.
Næste dag starter vi op mod vores første top, Cassiope. Først over blokmark op mod et pas, der er dækket med sne. Udsigten derfra ned i dalen på den anden side og over mod de kæmpestore fjelde og gletscheren, der strækker sig uendeligt langt nordpå, er meget flot. Vi fortsætter op til toppen. Her finder vi gule fjeldvalmuer, der er uhyre sjældne her på fjeldsiden. Snart står vi og kigger ned i Qíngertivaq-fjorden, og mod nord kan vi se fjeldene, der går i ét med indlandsisen. Solen skinner, det er skyfrit og stille, så vi opholder os på toppen en halv times tid, før vi går hen til snekanten og rutcher ned til passet, hvor vi nyder et varmt måltid og soler os på stenene, inden vi rutcher videre ca. 1000 m. ned til søen. Nu kommer myggene igen, så for en gangs skyld kommer myggenettene til god anvendelse. Et par af os går ned og hilser på de to hold botanikere, der telter i nærheden. Et par går ud og fisker, og nogle driver og tænder bål.
Heldigvis har vi bålet i gang, da Svend kommer tilbage - uden fisk men med vådt tøj efter en ufrivillig vandgang, så han sætter virkelig pris på en kop varm kakao på det tidspunkt.
 
Denne første DFK-tur blev som sagt nedfældet i en turrapport: "Fjeldvandring i Østgrønland 1969" og efter denne tur blev det en tradition i klubben at holde grønlændermøde om efteråret. Der var stor interesse for at foretage lignende ture.
 
I sommeren 1970 var 9 medlemmer på vandretur i det syd-vestlige Grønland, med udgangspunkt i Narssarssuaq. Den første uge blev brugt på en fællestur fra Qagssiarssuk til Eqalorutsit, Kangigdlit og retur til Narssarssuaq. Da gruppens proviant, som var sendt med skib fra Danmark, ikke var kommet, levede gruppen den første uge hovedsagelig af de laks som de fangede. Det forlød efter hjemkomsten, at de havde fået laks nok. Turene blev beskrevet i en rapport: "Fjeldvandring, Sydvestgrønland 1970". Her er et uddrag af deres rapport fra fællesturen:
 
Vi fandt en glimrende lejrplads ved nordboruinen i bunden af fjorden (Eqalorutsit, Kangigdlit), og fra denne lejr foretog vi en dagtur over til gletscheren. Gik i nordvestlig retning op i passet NØ for punkt 510, hvor der findes flere småsøer og en vidunderlig udsigt over gletscheren. Vi tilbragte et par timer her og fortsatte derefter vest om forbjerget mellem gletscheren og den stejle bjergvæg, der hist og her var afbrudt af dybe skår. Her var det til tider ved at udarte til klatring. Vi rundede sydvesthjørnet et godt stykke oppe og så her den nordlige del af Sermilik-fjorden fuldstændig pakket med isbjerge - et betagende syn!
Derefter delte de 9 medlemmer sig i tre grupper, hvoraf den ene tog til Qôrorssuaq-dalen og de omliggende fjelde, en anden vandrede fra Igaliko til Julianehåb, og den sidste vandrede fra Sdr. Igaliko mod Ulvesøen.
Om efteråret fortalte grupperne om deres oplevelser ved Fjeldvandrerklubbens møde.
 
Også i sommeren 1972 var der vandrere fra DFK både i Vestgrønland og Østgrønland. Først et uddrag fra beretningen om Vestgrønland:
Da det i første omgang var den storslåede Jakobshavn Isfjord, der havde vores interesse, lagde vi begyndelsen af turen ind langs denne. Den 40 km lange fjord var i denne sommer usædvanlig tæt pakket med is, hvorfor vi fik et bedre indtryk af drivende isbjerge i sidefjorden Siquivitsoq, som vi fulgte næsten ind til bræen i dens bund. Vi gik derefter vestpå, tværs over halvøen til udstedet Rodebay ved Diskobugten og fulgte herfra slædevejen tilbage til Jacobshavn.
De fleste bjerge i området når ikke op over 600 m, og vi bevægede os hovedsageligt i højder omkring 300-500 m. Terrænet var ret varieret og forholdsvis let gået uden deciderede elvvadninger til trods for talrige søer. Den vigtigste vegetationsform er fjeldheden, og der var ualmindelig mange fjeldplanter repræsenteret. Derimod var dyrelivet ret fattigt, bortset fra myriader af myg.
Det var ikke svært at finde egnede lejrpladser med tørt, plant og blødt mos til underlag og med klart rindende vand i nærheden.
 
Dansk Bjergklub og Dansk Fjeldvandrerklub havde sammen et hold på 14 deltagere i Østgrønland. Også herfra foreligger der en rapport: Ekspedition til Østgrønland 1972. Herfra skal kort refereres:
Basislejren blev oprettet inderst i Quingertivaq-fjorden på østsiden ved foden af Qaqarssuaq. Ekspeditionen var meget vellykket, og vi havde heldigvis ikke uheld større end de næsten obligatoriske gnavsår, ømme muskler og lignende.
Der blev gennemført vandringer til Midgårdsgletscheren, til Dragetandsbræen, en tur Sermilik-Solporten og en tur Dødens Dal-Sermilik i Solporten.
 
Per skriver i sin dagbog fra turen Ilivnera-Sermelik-Solporten:
Opad en svag stigning når vi pashøjde ca. 300 m. Her åbner sig for første gang udsigten mod indlandsisen for vort blik. Vi har solen lige imod os. Kan skimte toppene af de højeste isbjerge i Sermilik. Det er et af de store øjeblikke. Vi holder the-pause. -------- Fortsætter så mod Sermilik, går op på en fjeldryg og følger denne fjeldryg videre. Herfra er der en imponerende udsigt til Sermilik. Klokken 23.00 når vi en sandslette og slår lejr. Foran os, få meter borte, ligger fjorden. Der er udsigt til enorme isbjerge, der majestætisk sejler på det spejlblanke vand. Det er umådelig smukt. Ingen af os siger noget. Vi sidder bare og nyder synet. Belysningen skifter, solen sender sine sidste stråler til os fra indlandsisen, det er meget koldt. Himlen er nu luende rød mod nord. Vi kryber i poserne.
Bliver næste morgen vækket af solens varme. Lukker teltdøren op til en meget smuk udsigt, hvide flydende paladser på en blå baggrund. Sermilik er nok noget af det smukkeste man kan se. Jeg ser mod Fenrisgletscheren, foran hvis fod der skimtes et enormt kaos af mægtige isbjerge.
 
Udvalget for Vandreturisme i Grønland.
Som en naturlig følge af klubbernes interesse for og samarbejde om ture til Grønland blev Udvalget for Vandreturisme i Grønland dannet i foråret 1973.
Det var den tidligere landsdommer Jørgen Kisbye-Møller, der tog initiativet. Han havde arbejdet på Grønland i flere år og var selv ivrig fjeldvandrer. Han samlede repræsentanter fra Grønlænderforeningen, 8atángut, Dansk Bjergklub, Dansk Fjeldvandrerklub, Dansk Vandrelaug (DVL) og DVL`s Natur- og Fjeldvandrerafdeling til et indledende møde.
Allerede den første aften blev man enige om at nedsætte et udvalg med repræsentanter fra foreningerne med Kisbye-Møller som formand og mig som sekretær. Desuden blev Hans Berg og Kjeld Fisker knyttet til udvalget.
Formålet var at fremme vandreturismen i Grønland i samarbejde med grønlandske foreninger, myndigheder og private. Der var enighed om at begynde i Sydgrønland, idet området er ret let at komme til med fly, der bor fåreholdere rundt omkring, der er bygder og byer, og fjeldterrænet er meget smukt og afvekslende og desuden historisk interessant.
En bevilling fra Grønlandsministeriet til rejsegodtgørelse satte os i stand til at optage direkte kontakter på Grønland og til at foretage rejser og vandringer i området.
Jeg tror, vi begyndte på det rigtige tidspunkt, for vi mødte stor interesse for vandreturisme i Grønland; men samtidig må vi erkende, at denne balanceakt mellem dansk ønske om effektivitet og grønlandsk ønske om grønlandsk tempo på grønlandske vilkår sommetider medførte nogle voldsomme diskussioner i udvalget.
Men alt i alt er balanceakten og samarbejdet lykkedes, idet grønlænderne allerede efter tre år overtog administrationen og den videre udbygning af vandreturismen i Sydgrønland.
Udvalget støttede i mange år den sydgrønlandske vandreturisme, men vendte sig også mod andre områder, såsom Søndre Strømfjord, Holsteinsborg, Godthåb og Østgrønland. Jeg mener, at der var brug for klubbernes medlemmer på Grønland. Der var brug for folk med fjelderfaring, og jeg vover at bruge udtrykket fjeldetik - som kunne give vandreturismen i Grønland en rigtig start.
 
I 1973 udgav Udvalget for Vandreturisme i Grønland fjeldkort over Narssarssuaq området, Julianehåb-halvøen og Narssaq-halvøen i målestok 1:100.000.
Fra sommerens ture til Grønland i 1973 foreligger der ingen trykt rapport, men ved Grønlænderaftenen i november blev der fortalt og vist mange smukke lysbilleder.
 
I sommeren 1974 var jeg selv på tur i Sydgrønland. Vi var fire der rejste sammen: Guri og jeg fra Fjeldvandrerklubben, min datter Lisbeth og hendes veninde Charlotte. Jeg havde fået min flybillet betalt af Grønlandsministeriet, fordi jeg af Udvalget for Vandreturisme i Grønland havde fået til opgave at kontakte nogle fåreholdere for at få deres accept til at bruge nogle af de forladte huse til overnatning for fjeldvandrere, og i Julianehåb skulle jeg også skabe nogle kontakter.
Året før var Kjeld Fiskers kort over området udkommet, og jeg skulle gå nogle af disse områder igennem og beskrive ruten. Det tredje var at samle de rutebeskrivelser, der fandtes over områderne i Sydgrønland til en lille fjeldfører, når jeg kom hjem.
Turen gik fra Narssarssuaq til Qagssiarssuk, herfra med båd til Julianehåb, hvor vi blev et par dage og overnattede i pigespejderhytten, omgivet af nysgerrige og glade børn. De samme børn fulgte os et stykke på vej ind over fjeldet, da vi begyndte turen på Julianehåb-halvøen, over Hvalsey og Sigssardlugtoq til Igaliko.
 
Fra min dagbog:
Det var betagende at ankomme til Hvalsey Kirkeruin hen under aftenen efter flere dages vandring på Julianehåbhalvøen uden at have mødt andre vandrere. Og der lå så stedet, hvor nordboerne havde boet og haft deres kirke. Nu var her øde og ensomt, men det er mærkeligt, som disse stenmure og stenvolde sætter fantasien i sving, så hele nordbotiden bliver nærværende, og huse og stalde vrimler med folk og fæ. Men nu så vi kun et kuld ræveunger, der legede mellem stenene.
Efter 5 dages yderligere vandring, ofte gennem besværligt pilekrat med smalle bugtede fårestier, nåede vi Igaliko. Det betød ny proviant (sendt i forvejen hjemmefra) og muligheden for at få et måltid mad, som ikke bestod af frysetørrede produkter. Det blev til lam og æblekage, og jeg husker at vi spiste intenst i to timer, før vi trillede hen til vores telte.
Fra Igaliko sejlede vi til Søndre Igaliko og overnattede i det hus, som kort efter blev den første fjeldhytte for vandrere på Grønland. Fra hytten dér foretog vi forskellige ture i området og blev uhjælpelig forelsket i og betaget af den storslåede natur.
 
Når jeg nu mange år efter sidder og skriver dette og har nogle billeder fra turen foran mig, må jeg erkende, at et billede slet ikke kan indfange hele dette storslåede natursceneri - men det kan slå en streng an i mit sind, så jeg husker det hele og længes derop igen.
I sommeren 1974 var der også et hold i Østgrønland, og de skrev bl.a.:
I år blev også Qingorssuaq valgt, men lejren blev lagt inde ved den lille sø, vel en times gang fra fjorden. Det tog os ganske vist et par dage at slæbe vort udstyr derind, men så fik vi også en lejrplads, hvis mage man skal lede længe efter.
Senere viste det sig, at pladsen fra et naturværnesynspunkt nok ikke var så heldigt lagt. Slitagen på vegetationen blev forfærdelig stor. Dette bør inspirere til en diskussion om, hvordan lejrpladser i artiske strøg skal placeres.
 
Interessen fortsatte, så i 1975 var der flere ture både til Øst- og Sydgrønland.
I 1976 udgav Udvalget for Vandreturisme i Grønland sin første rutebeskrivelse: Vandreruter i Sydgrønland og i 1979: Vandreruter i Vestgrønland, Sdr. Strømfjord/ Holsteinsborg. Udover rutebeskrivelser indeholder begge bøger informationer til vandrerne om respekt for fjeldet:
  • at det er vigtigt at passe godt på den grønlandske natur, for den er sårbar,
  • at være meget opmærksom på risikoen for fjeldbrand ved brug af åben ild,
  • at affald skal tages med tilbage (det nytter ikke at grave det ned, for rævene graver det op igen ),
  • at man skal kende fjeldreglerne, f.eks. at man ikke skal starte uden forudgående træning og aldrig gå alene, at man skal have respekt for vejret og medbringe det nødvendige udstyr.
Desuden oplysninger om, hvor man kan købe hytte- og fiskekort.
Et kig i Grønlands Rejsebureau`s katalog for 2007 fortæller med al tydelighed hvor mange muligheder, der nu er for ture af næsten enhver slags, fra krydstogter med luksusskib, over vinterrejser med hundeslæde, hotelferie i byerne til naturoplevelser på vandreture i Sydgrønland med turleder og overnatning i hytter og på vandrehjem.
Men har man fjelderfaring og træning, kan man stadig tage sin rygsæk, sit telt og sin sovepose og gå sine egne veje i den storslåede grønlandske fjeldverden.
 
Kilder:
Dansk Fjeldvandrerklubs medlemsblad fra 10 års fødselsdagen oktober 1976
Vandreruter i Sydgrønland 1976 redigeret af Kirsten Kempel.
Vandreruter i Sydgrønland, tillæg 1978, redigeret af Kirsten Kempel
Vandreruter i Vestgrønland 1979 redigeret af Bjarne Ljungdahl.
Fjeldvandring i Østgrønland 1969 skrevet af turens deltagere.
Ekspedition til Østgrønland 1972 skrevet af turens deltagere.
og egne notater.