<<
Afmærkning af en flot vandrerute i Grønland
Den grundige version
14 dage med strålende sol det meste af tiden og uden en dråbe regn gjorde vandreturen fra Igaliku til Qaqortoq til en fantastisk naturoplevelse. Ruten er nu næsten helt afmærket og kan derfor lettere vandres af alle, der kan bære en rygsæk med udrustning til 5 dage i ødemarken.

Af Frank Dahlgaard
 
 
Efter godt fire timers flyvning lander vi med Air Greenland i Narsarsuaq lufthavn i Sydgrønland. Det er lørdag 11. juli 2009, og vi befinder os 3.550 km fra København og i en helt anden klima- og tidszone. Natur og kultur er totalt anderledes end i Danmark. De næste to uger skal vi sammen med seks grønlændere afmærke en vandrerute på godt 50 km, som går fra fåreholderbygden Igaliku (20 km fra Narsarsuaq) til Grønland fjerdestørste by, Qaqortoq (Julianehåb).
Vi er Tina, Mette, Vivi, Berit og jeg selv. Rebekka slutter sig til os efter et par timer. Hun kommer med fly fra sin hjemby, Nuuk. Alle er vi medlemmer af Dansk Fjeldvandrerklub og/eller af Qatanngut. Sammen med naturvejlederen i den sydgrønlandske kommune, Christian Isaksen, og fire andre grønlændere fra området skal vi afmærke vandreruten. Det skal ske ved at bygge varder og ved også at markere ruten med rød eller orange maling på sten og klipper.
Initiativet til at udføre arbejdet er kommet fra Udvalget for Vandreturisme i Grønland (UVG), som også støtter økonomisk.
Vi havde under forberedelserne til turen og også under selve turen - et godt samarbejde med den sydgrønlandske kommune, som stillede god supplerende manpower til rådighed for udførelse af mærkningsarbejdet ude i fjeldet.
 
 
Godt forberedt
Vi har forberedt os til turen siden vi som de heldige blev udvalgt sidst i februar. Tina og Vivi har således deltaget i et tredages vardekursus hos Den Norske Turistforening i Norge. Men alle har vi forberedt os også Jørn, som få dage før afrejsen er så uheldig at skade sit knæ, så han må melde afbud.
Ikke mindst har vi mentalt forberedt os på at arbejde i kulde, regn, blæst og masser af myg. I den skriftlige aftale mellem os og Udvalget for Vandreturisme i Grønland står direkte: Deltagerne skal være forberedt på regnfuldt, blæsende og køligt vejr i dagevis og alligevel arbejde efter bedste evne således, at afmærkningen af hele strækningen gennemføres som planlagt.
Vi oplever imidlertid slet ingen regn på turen, og trods solskin og flot vejr var myggeplagen yderst begrænset. Kun enkelte af os havde i korte perioder myggenettet i brug. Køligt bliver det først hen på aftenen, når solen er væk og lige før daggry var temperaturen ofte nede på nogle få plusgrader. Blæst oplever vi til gengæld, men kun i godt et døgn, hvor vi udsættes for en fønvind af kulingstyrke. Vi blev simpelt hen ængstelige for, om teltene kunne holde til de voldsomme vindstød.
 

Vis stort kort. A = Igaliku, B = Narsaq, Julianehåb = Qaqortoq.
 
Udrustet til langtur
Alt i alt var vi dog usædvanlig heldige med vejret, som skiftede til varme og sol, netop som vi ankommer til Narsarsuaq. Fra lufthavnen går vi nogle få hundrede meter ned til Ice Blue Café, hvor vi deler bagage og forsyninger i tre dele: 1. Det, vi skal have med i rygsækkene til den første uge i fjeldet. 2. De forsyninger, vi skal have sejlet ud midtvejs ved Hvalsø Kirkeruin, og 3. Dét, som skal blive tilbage i Narsarsuaq, herunder rent tøj til hjemrejsen.
Udover telte, soveposer, tøj, benzinbrændere og mad (især frysetørret posemad) m.m. omfatter vores udrustning bl.a. fire brækjern (til at brække sten op af jorden til brug til varder), arbejdshandsker, stålbørster (til rengøring af klipper og sten, så der kan males på dem), malerpensler og tre liter knaldrød maling samt plasticdunke og ketchupflasker, som malingen skal hældes over i.
Vi fylder renset benzin på vores brændstofflasker, og anbringer resten af det nødvendige brændstof i depot sammen med det øvrige udstyr, der skal sejles ud til os midt på ruten. Jacky Simoud, som ejer Ice Blue Café, men som først og fremmest står for bådtransporten i Sydgrønland, skal sejle forsyningerne ud til os efter den første uge. Vi aftaler nøjagtig tid og sted for leveringen: Molen ved Hvalsø Kirkeruin fredag 17. juli kl. 12.45.
 
 
Igaliku i sol
Jacky kører os ned til Narsarsuaq havn, hvor vi går ombord i hans lille træbåd, kutteren Puttut. Den næste lille time sejler vi mellem små isbjerge og isklodser mod syd ned til anløbsstedet Itilleq. En flot sejlads, hvor der tages mange fotos. Herefter går vi med tunge rygsække og bæreposer tre kilometer ad Kongevejen til Igaliku, som er et fåreholdersted med omkring 30 fastboende mennesker.
Da vi kommer over bakkekammen og kan se ned på fåreholderbygden, tager vi en lang pause, hvor vi bare nyder udsigten: Igaliku-fjorden er i modsætning til Narsarsuaq-fjorden næsten fri for isbjerge, men fjordvandet er grønligt (brævand), mens vandet i Narsarsuaq-fjorden er blåt fjordvand. På den modsatte side af Igaliku-fjorden tårner majestætiske fjelde sig op. Der er sne på bjergtoppene. Det er bare overvældende FLOT.
Rebekka falder i snak med en lokal mand, som hun kender. Dette oplever vi i øvrigt mange gange i løbet af de næste to uger: Rebekka kender det halve Grønland.
Vi mødes med grønlænderne
Vi slår teltene op i nærheden af vandrehjemmet. Om aftenen kommer naturvejleder Christian Isaksen sammen med fire andre grønlændere og hilser på os. Han er i henhold til kontrakten udpeget som leder af arbejdet med at afmærke vandreruten. Han og hans folk har slået lejr 3-4 km fra os på den anden side af halvøen ud mod Narsarsuaq-fjorden. Christian råder nemlig over en stor moderne motorbåd, der har sejlet dem alle frem til deres lejr. Vi aftaler at mødes næste dag kl. 10 i Igaliku og efter gudstjeneste i kirken - at starte med at bygge varder og afmærke. Efter en aftentur rundt i bygden går vi trætte i poserne kl. 22 (i Danmark er klokken 02).
Den første dag med afmærkning går det kun langsomt fremad, fordi alt er nyt for os, og fordi vi endnu ikke er et samlet indarbejdet team. Vi når kun 4 km ud fra Igaliku. I løbet af den første eftermiddag får vi imidlertid bygget nogle ret fantasifulde varder. Ikke mindst kalder Score-Kaj, der omdøbes til Varde-Kaj smilene frem (vi begynder at navngive de mere karakteristiske varder). Der tages fotos af den dristige Varde-Kaj, som Tina og Vivi dog næppe tør vise til deres læremestre i Den Norske Turistforening (DNT). Så bliver de formentlig ekskluderet fra DNT som useriøse, uciviliserede og uartige!
 
 
Isbjørne?
I flyet på vej til Narsarsuaq fortalte min sidemand, en grønlandsk tømrer fra Qaqortoq, at der aldrig havde været flere isbjørne i Sydgrønland end i denne sommer. Der var således nylig skudt en isbjørn i nærheden af flyvepladsen. Isbjørnene kommer om sommeren drivende fra Østgrønland med storisen, der af havstrømmen føres rundt om Kap Farvel og lidt op langs den sydgrønlandske vestkyst.
Det med isbjørnene blev bekræftet af andre. Vi så dog ikke isbjørne, men den tredje nat vågnede jeg i ødemarken i mit lille enmandstelt og mente bestemt at kunne høre et stort dyr snuse rundt udenfor. Det faktum, at der faktisk var mulighed for isbjørne i Sydgrønland, at isbjørne kan bevæge sig hurtigt over store afstande, at isbjørne har en særdeles god lugtesans og kan snuse sig frem til mad på lang afstand, samt at vi havde masser af mad i vores telte gjorde mig nervøs. Hvis jeg da bare kunne få fat i min vandrestav, som stod udenfor teltet, ville jeg måske have en chance!
Jeg besluttede mig for at være et mandfolk i stedet for bare at ligge musestille og passivt vente på det dræbende slag fra bjørnelabben. Hurtigt lynede jeg teltåbning op og så & et fredeligt og bjørnefrit landskab i den lyse sommernat. Vandets klukken i en lille bæk tæt ved teltet og lidt vind i græsset var formentlig dét, der havde fået min fantasi til at gå i selvsving. I Qaqortoq hørte vi senere om begrebet isbjørneskræk.
Snespurven i ruinen
Nej, vi så ingen isbjørne, men til gengæld to hvide sneharer, som vi kunne følge med øjnene i deres flugtløb langt ud over fjeldet. Berit så også en nysgerrig blåræv, der på et tidspunkt fulgte efter hende, så hun blev helt ængstelig. Hval og sæl så vi ikke, men vi spiste til gengæld kød fra begge dyr. For nogen var det en overraskelse, at hvalkød ikke er fiskeagtigt, men til forveksling ligner og smager som - oksekød.
Af fisk spiste vi fjeldørred og torsk, som Christian fangede fra motorbåden, og som blev et supplement til vores medbragte proviant. Af fugle, som vi så, kan nævnes havørne, jagtfalke, gråænder, måger, havterner, ravne, stenpikkere og snespurve. Ryper skulle være i området, men vi så dem ikke.
Det var sparsomt med dyr også fugle - på vores vandrerute, men de var der altså. Specielt husker jeg en snespurv, som havde sin rede mellem stenene over døråbningen i Hvalsø Kirkeruin. Den fløj frem og tilbage uden at være særlig bange for os.
Får i kirken
Så var der naturligvis mange får og lam omkring fåreholderstederne, herunder også ude ved kirkeruinen. Faktisk gik fårene også rundt inde i selve det tag-løse kirkerum næppe fordi de var religiøse, men fordi der her både var saftigt græs og læ for vinden. Det blæste nemlig kraftigt, mens vi var på stedet.
Før vi nåede frem til kirkeruinen, holdt vi et hvil ved fåreholderstedet ca. en kilometer fra ruinen. Her klappede vi 3-4 bedårende små hundehvalpe, mens hundemor så skeptisk til.
De dyr, vi så langt flest af, var dog myg, mitter og fluer. Men den overvældende myggeplage, vi havde frygtet at blive udsat for, oplevede vi slet ikke. Af sommerfugle jo, der er skam sommerfugle i Grønland så vi sommetider den orangebrune arktiske perlemorfugl og den gule artiske høsommerfugl.
Pilekrat og blomster
Vegetationen, som vi mødte på vores vandring, var rigelig og varieret. Faktisk er Grønland om sommeren ret grøn. Vi gik ofte i smukke engdrag med mange forskellige blomster, men vi gik også i hele kratskove af knæ- eller hoftehøjt pilekrat (gråpil), der virkelig vanskeliggjorde fremfærden. De mest sete blomster var den grønlandske nationalblomst, den storblomstrede gederams (der er rødvinsrød) og den grønlandske blåklokke, der minder meget om vores egen klokkeblomst. Der var mange steder masser af gule blomster som f.eks. dværg-ranunkel, trefliget ranunkel og en række andre ranunkel-planter, men også potentiler så vi hyppigt lyse op med deres gule farve, ofte sammen med mælkebøtter.
Af og til så vi sne-ensian med de små, stærkt lyseblå blomster. Vi gik også gennem rypelyng, så arktiske alperoser, lyserøde gøgeurter, den violette sorttop, den gulgrønne satyrblomst (en orkidé), den hvide grønlandspost (en rhododendronart), og den grønne grønlandske kvan (som kan spises).
Ved Igaliku så vi den sjældne Primula egaliksensis, hvor blomsten fremstår som en hvid stjerne med et gult centrum. Vi både så og spiste selvplukkede grønlandske spisesvampe.
Jo, Grønland er grønt, men sandelig også blåt, for i pænt vejr er havet og fjordene lige så dybblåt, som Middelhavet på en sommerdag. Og så er Grønland naturligvis også hvidt. Indlandsisen naturligvis, men også de mange isbjerge, som flyder rundt i fjordene er så hvide og rene, at det er ubeskriveligt. Nej, ikke altid helt hvide, isbjergene er også blå eller turkis i forskellige nuancer. Det skal opleves.
 
 
Redekammen
På tredjedagen slog vi lejr ved 400-meter søen (400 moh.). En smuk 3 km lang sø 8 km sydvest for Igaliku. I shorts og t-shirts gik turen næste dag videre langs søen. Solen skinnede, og det var varmt. Ved søens anden ende så vi for første gang en del af Redekammen, en karakteristisk stejl fjeldryg, som befinder sig omtrent midt på Qaqortoq-halvøen.
Vi byggede en særlig stor varde ved sø-enden med retningsangivelse videre frem. Derefter frokosthvil. Et par kilometer længere fremme nåede vi op på en bakkekam/fjeldryg, hvorfra der var en fantastisk udsigt ned over en bred, græsklædt dal og videre ud mod den grønlige Igaliku-fjord og de bagved liggende sneklædte bjerge. FLOT. Her brugte vi megen tid på at finde den bedste rute, som vi så afmærkede. Ved 18-tiden slog vi lejr nede i dalen tæt ved sø 310.
Blæsevejr
Næste dag flyttede vi os for alvor. Turen blev på godt 10 km, og det er langt, når der samtidig skal bygges varder og afmærkes med maling undervejs. Ruten gik nu ind i en smal sidedal og op gennem et stejlt pas. Oppe i selve passet spiste vi frokost og nød en fantastisk udsigt. Vi var nu oppe i en natur af højfjeld. Derefter op til sø 410.
Det var nu blevet torsdag 16/7, og det var begyndt at blæse op, men solen skinnede alligevel det meste af tiden. Den store elv med krystalklart vand blev vadet. Kun jeg selv fik en våd støvle (den beskedne mængde nedbør i ugerne forud betød mindre vand i elven end normalt). Derefter frokost, vardebygning og male-afmærkninger og så af sted 5-6 km hen til Hvalsø Kirkeruin. Turen gik let, fordi der var sti, og fordi Christian havde taget vores rygsække i motorbåden og sejlet i forvejen.
Det var nu begyndt at blæse kraftigt, meget kraftigt. En varm føn-vind af kuling styrke. Vi brugte lang tid på at finde et sted, hvor der var læ. Det var der helt nede på stranden, hvor vi spiste aftensmad og håbede på mindre vind. Først ved 21-tiden slog vi teltene op og håbede på, at de ville holde i den kraftige blæst. Aftenturen gik hen til Hvalsø Kirkeruin, et stemningsfuld sted med flot udsigt ud over fjorden.
 
 
En hård vandretur
Næste dag skulle vi få friske forsyninger med båd kl. 12.45. Der kom imidlertid ingen båd, fordi den stærke vind gjorde sejlads for farlig. Men ok, vi havde mad nok til endnu et par dage. Turen gik nu mod vest langs fjorden. En vanskelig rute, dels pga. højt pilekrat, dels pga. stejle klipper ned mod fjorden. Christian lå i sin motorbåd under os. Han havde taget vores rygsække, som han ville fragte frem til det aftalte overnatningssted ved en nyopført hytte.
Derefter splittede vi gruppen op: Den ene del fortsatte langs kysten, mens den anden gik op i fjeldet langs en elv for derefter at krydse ind over fjeldet oppe i et pas. Kystruten viste sig at være livsfarlig, og Christian med motorbåd hjalp dette hold frem til hytten. Vi andre byggede varder og afmærkede ruten op over fjeldet. FLOT udsigt oppe i passet, men derefter en lang og vanskelig nedtur, hvor vi til sidst ikke kunne finde nogen ordentlig rute og derfor undlod afmærkning det sidste stykke.
Først ved 21-tiden var vi fremme ved den lille nybyggede hytte. Vi spiste vores posemad med udsigt til flot aftensol på fjeldene rundt om fjordbugten.
Øl, rigtig mad - og bad
Vi blev på dette sted endnu en overnatning og brugte hele den følgende dag til at gå tilbage for at udføre afmærkningen ordentligt. Det lykkedes nogenlunde, men hverken vi eller Christian fandt nogen særlig fremkommelig rute ned fra fjeldet.
Vores proviant var nu næsten sluppet op, og vi besluttede derfor næste dag at gå de 16-17 km til Qaqortoq. En lang, men naturskøn vandretur mod syd langs kysten med udsigt til store isbjerge, som kun lå få hundrede meter fra kysten. Denne strækning er ubeskrivelig flot, når solen skinner fra en skyfri himmel og det gjorde den.
Ved 20.30-tiden var vi fremme ved Qaqortoq, hvor vi spiste en sen og uforglemmelig middag på byens hotteste sted, en Thai-restaurant. Der gled kolde grønlandske øl ned til tonerne af levende musik fra et 3-mandsorkester, og stemningen blev euforisk, da en thai-tjener for en gæst serverede en drink, grønlandsk kaffe, som bl.a. involverede en opvisning i drink-miksing. Heri indgik bl.a. hele to kaffekander, der blev trukket frem, som var de pistoler. Det hele med musikledsagelse.
Vi rejste teltene midt om natten ude ved Højskolen, og næste morgen benyttede vi os af muligheden for et tiltrængt brusebad. Efterfølgende spiste vi morgenmad hos én af vores grønlandske vardekollegaer, nemlig Jørgen Gudbrandsen i hans lille træhus. En herlig gæstfri mand. Resten af dagen var vi dels på sightseeing i byen, dels undersøgte vi mulighederne for at blive sejlet tilbage til ødemarken 8 km fra Qaqortoq.
Om aftenen spiste vi middag på hotellet, hvor næsten alle valgte hvalbøf. Fra vinduerne ved bordet så vi unge mennesker stå på vandski ud for havnen.
 
 
Isbjerget kælver
Næste morgen blev vi alle ni - nemlig os seks plus tre af de grønlandske hjælpere - i en motorbåd sejlet tilbage til en særlig naturskøn bugt, som samtidig lå helt rigtigt i forhold til vores opgave med at afmærke de sidste 12 km af ruten. Rebekka havde forinden nået at købe frisk hvalkød og sælkød på brædtet på havnen i Qaqortoq. Efter en lang dags vardebygning og malerarbejde oplevede vi en uforglemmelig aften ved den naturskønne lejr. Grønlænderne havde tændt bål på stranden (af drivtømmer) og Rebekka stegte hval-og sælkødet, idet hun brugte flade sten som stegepande. Det smagte endnu bedre end middagen på hotellet aftenen før. Der var lavvande, og mindre stykker indlandsis lå helt oppe på stranden, mens de store isbjerge lå mindre end 200 meter ude. Jævnligt knagede og bragede det fra isbjergene, når de kælvede.
Midt om natten hørte vi en særlig høj og vedvarende knagen og bragen fra et isbjerg. Jeg lynede teltdøren op og så et fantastisk syn i den lyse sommernat: Det største af isbjergene i bugten kun 200 meter fra land hævede sig langsomt som en kæmpemæssig ubåd op af vandet, tydeligvis fordi et større isstykke havde løsnet sig fra isbjerget, som derved var blevet lettere. Derefter kom små tsunami-bølger skyllende op på stranden. Fra de andre telte så jeg også nysgerrige hoveder kikke frem.
Fra paradis til paradis
Næste dag afmærkede vi resten af ruten ind til Qaqortoq. Den sidste varde - eller den første, hvis man går den modsatte vej som vi byggede helt i udkanten af byen, blev særlig høj og flot. Efter bad på Sømandshjemmet gik vi til middag midt i byen hos en af Rebekkas vandre-veninder, som hun havde mødt nogle dage før. Igen oplevede vi den store grønlandske gæstfrihed og en overdådig middag med rejer til forret, hvalbøf med grønlandsk salat (med bl.a. klokkeblomster) til hovedret og en himmelsk rabarbergrød med flødeskum til dessert. Vi var kommet fra ødemarkens paradis til civilisationens paradis!
Næste dag kl. 10 var vi inviteret op på Rådhuset, hvor kommunens borgmester tog imod og takkede for vores indsats. Også et par andre grønlandske kommunalpolitikere (formændene for arbejdsmarkedsudvalget og erhvervsudvalget) var til stede under seancen sammen med kommunens erhvervs- og arbejdsmarkedschef Grete Nielsen og naturvejleder Christian Isaksen. Det varede i to timer, hvor der blev taget fotos, og vi fik gaver (bl.a. T-shirts og bæreposer med kommunens logo).
Om eftermiddagen gik turen med skib tilbage til Narsarsuaq. Her passerede vi bl.a. det spritnye danske krigs- og inspektionsskib Ejnar Mikkelsen, som netop var afsejlet fra Narsarsuaq. Dens kølvandsstribe gav os i øvrigt en voldsom vippe- og rystetur.
 
 
Møde med Hold II
Tilbage i Blue Ice Café ved lufthavnen mødte vi Johannes, Elsebeth og Ole, som var grundstammen i dét arbejdshold, der de følgende par uger skulle afmærke vandreruten fra Sillisit til Narsaq. De var fløjet op tre dage før planlagt pga. udsigt til flystrejke i Air Greenland. Den blev heldigvis afblæst, men det gav os mulighed for at øse af vores erfaringer og for at videregive en del af vores afmærkningsudstyr.
Vi slog teltene op ved vandrehjemmet og spiste middag sammen nede på hotellet. Næste dag brugte vi sammen med de tre nys ankomne fjeldvandrere på en heldagsudflugt ind til indlandsisen. Flot tur ind gennem Hospitalsdalen og Blomsterdalen, men hårdt op over det stejle fjeld på vejen ind til isen. Vi kunne tydeligt se, at gletsjeren tidligere havde været langt højere. Jo, vist smelter isen på Grønland.
Næste dag var hjemrejsedag for Tina og mig og Rebekka - mens Mette, Vivi og Berit fortsatte med en uges ferie med base i Nanortalik. Vi havde en god følelse i flyet på vej hjem. Vi havde udført jobbet, og vi havde fået naturoplevelser, som vi aldrig vil glemme.