<<



AF JØRGEN BUSCH

Hunde, hundeslæde, slædekusk

- tæve i løbetid, hvalpe, gode slædehunde og slædekørsel

Denne artikel er fra Tidsskriftet Grønland nr. 6 / 2008 og bringes med tilladelse fra forfatteren og redaktøren af tidsskriftet.

Hunde og et møde med Peter Freuchen

Det første jeg så i Egedesminde var en radmager slædehund.

I dag hedder byen Aasiaat og er noget større og renere, end da jeg besøgte byen i 1949 på vej fra København til Thule med det gode skib "Sigrid S".

Jeg havde tegnet kontrakt for et to års ophold ved den dansk/amerikanske vejrstation på Pituffik ved Thule.

I 1952 rejste jeg igen langs Grønlands vestkyst, denne gang på vej til Danmark, og i Egedesminde - Aasiaat - var de hunde jeg mødte, stadig lige radmagre.

Som under oprejsen i 1949, mødte jeg i Egedesminde - Aasiaat - igen den bramfri Peter Freuchen. Jeg kunne bl.a. give ham helt friske hilsner fra Thule og fra den gamle fanger, Odaq, som var Robert Pearys ledsager på ekspeditionen til den geografiske Nordpol

Jeg havde et par herlige samtaler med Peter Freuchen. Vi udvekslede en aften oplevelser omkring ekspeditioner før og nu. Det skete på Gæstehjemmet på opfordring fra gæstehjemmets beboere, som vidste, at både Peter og jeg havde været på længere slæderejser. Jeg fortalte om det udstyr, vi havde, og om den støtte vi fik fra fly, som droppede diverse grej og amerikansk hundefoder til os på indlandsisen.

Artiklen er ment som et bidrag til alle, der har lyst til at arbejde med hundeslædekørsel på Thuleboernes præmisser, sådan som Jørgen J. Busch lærte det for snart mange år siden. Og især er artiklen tænkt som et bidrag til, hvordan arbejdet med slædehunde for hans vedkommende blev en glæde og en rigtig god måde at komme i snæver kontakt med lokalbefolkningen både i Thule og i Scoresbysundområdet. I alt blev erfaringerne samlet over en periode på godt seks år. En glæde og erfaringer, som forhåbentlig kan glæde andre.

Til stor moro for tilhørerne afbrød Peter Freuchen min redegørelse for, hvordan vi langt inde på indlandsisen en dag fik et måltid varm mad serveret som et drop, der landede midt mellem vore to telte. Et pletskud fra et amerikansk fly, som var inde for at se, hvordan vi havde det.

Peter Freuchen slog ud med hånden og sagde med høj klar røst: "Det ender kraftedme med, at de (amerikanerne) opfinder en lommekniv med indbygget lokum". Alle tilhørerne brast i en hjertelig latter, og så talte vi ikke mere om ekspeditioner før og nu.

Da Sigrid S langt om længe, på oprejsen til Thule i 1949, havde møvet sig gennem isen i Melvillebugten, sejlede ind mellem Kap Athol og Wolstenholm Ø sydvest for Knud Rasmussens gamle handelsstation og endelig kunne smide ankeret i den lille beskyttede bugt, North Star Bay, var min sørejse slut

Her lå vi så med Thulefjeldet, Uummannaq, mod vest, selve handelsstationen, kolonien Thule, mod nord og mod øst det høje fjeld, mellem Wolstenholme Fjord og den store slette, hvor der fra 1948 blev foretaget opmålinger til den amerikanske flybase, som blev bygget i 1951.

Med den første motorbåd, der kom ud til skibet, fik jeg mulighed for at komme med ind til land. På stranden neden for den lille butik stod en ældre grønlænder iført bjørneskindsbukser, kamikker og kridhvid anorak. På fejlfrit engelsk spurgte han mig, om Pitarsuaq (Peter Freuchen) var med ombord. Det kunne jeg benægte på lige så fejlfrit engelsk med et "no", hvorefter personen drejede om på kamikkernes hæle og vandrede ud mod fangerbopladsen, som lå skjult bag en lille bakke i nordvestlig retning. Senere fik jeg at vide, at den jeg havde mødt som den første i lokalbefolkningen, var Pearys legendariske medrejsende til Nordpolen, Odaq

Odaq og jeg blev gode venner, og han kunne senere huske den lille episode på stranden, hvor han spurgte efter Pitarsuaq, men det er en helt anden historie.

Fremad på en næsten uendelig hvid flade af havis. Forude venter dog et område med skrueis og isfjelde, der er drevet på grund i løbet af efteråret, eller fanget i vinterens is. På land viser snefanerne, at det har stormet, og at stormen har flyttet sne, som er blevet til forræderiske udhæng på klippesiden. Den langhårede Rex (ude til højre) har lige været bagud, for at tisse på en isklump.

I den første tid på vejrstationen, Pituffik, drejede det sig om at lære at arbejde med de amerikanske instrumenter til observation af vejret og derefter at vænne sig til at skulle bo sammen med en håndfuld vidt forskellige personer med vidt forskellig uddannelse, baggrund og opfattelse af livet.

Opdragelse af kusk og hunde

Dengang lå hundene altid i deres skagler, og ikke som nu, hvor hundene hver gang man på en slæderejse skal ligge stille i kortere eller længere tid, f.eks. om natten, sætter hundene på en lang kæde, så de ikke kan røre hinanden eller komme i slagsmål.

Derved er man fri for at rede skagler både aften og somme tider også om morgenen, fordi hundene ikke kan nøjes med at opholde sig på et og samme sted i længere tid. De skal lunte lidt omkring og hilse på både overhunde og underhunde.

Slædehunde er fra naturens side flokdyr med en kraftig hierarkisk struktur. Og flokken får en leder - en bashund, som er den stærkeste i hundespandet. Kampen om at blive bashund er i de fleste tilfælde en kamp til døden for den svageste part.


selv om det for nogle kan virke lidt ulækkert at skære i og gramse på helt friskt sælkød, er det vigtigt, at hundene både ser og mærker lugten af den, der giver dem en god luns kød, og at deres herre og mester nævner hundens navn samtidig med, at den får kødet.

De gange jeg har oplevet et slagsmål mellem to hanhunde i kamp om basværdighe-den, har jeg fulgt nøje med i forløbet, og afbrudt slagsmålet efter at en vinder var fundet, og lige inden det dræbende bid sættes ind. Taberen har jeg solgt eller foræret væk til en med mindre gode hunde. I et tilfælde resulterede det i, at "taberen" opnåede ny værdighed og blev bashund i det ny hundespand.

Da jeg på østkysten overtog et sammenrend af hunde fra en hjemrejsende dansker, var min første handling at sætte alle 10 hunde ind i en hundegård, hvor de kunne se hinanden an og tage de slagsmål, der skulle til, for at hver hund kunne finde sin plads i flokkens hierarki. Denne handling resulterede i et velfungerende samarbejde og gensidig respekt hundene imellem.

Hundene skal jo hilse på hinanden, eller som overhund fortælle en underhund, hvem der er underhundens nærmeste overhund i hierarkiet.

Ligesom hundene skal se hinanden an, er det også vigtigt, at hundene lærer deres herre og mester at kende. En god metode lærte jeg i Thule, hvor en fanger fortalte mig, at jeg skulle skære kødet i små stykker og gramse rigtig godt på kødet med de bare hænder inden serveringen. Hver hund fik kastet et lille stykke kød lige ind i gabet, og samtidig sagde jeg hundens navn. I det sammenrend af hunde, jeg fik på østkysten, havde jeg kun kaldenavn på enkelte. Det var derfor vigtigt, at den enkelte hund fik en godbid og forbandt både godbidden, lugten af mig og synet af mig med noget behageligt.

Ved at have hundene gående en måneds tid i hundegården, var alle de slagsmål, der var bestemmende for den enkelte hunds placering i hierarkiet overstået, inden jeg skulle ud på den første slædetur.

Det giver ro i spandet og ro under kørsel med hundene, når de hver især har udkæmpet de uundgåelige slagsmål hund og hund imellem.

Når et slagsmål mellem bashunden og rivalen til "tronen" udkæmpes, er det til døden, men helt anderledes er kampene længere nede i hierarkiet, hvor overhunden efter endt "sejr", får underhunden til at lægge sig på ryggen i total overgivelse, hvorved den umiddelbare rangfølge er bekræftet.

Men roen varer kun indtil næste gang, bashundens værdighed skal udfordres.

En slædekører får ikke ro i sit hundespand under de lange slæderejser, hvis ikke hundene har lært hinanden godt at kende, kan optræde som en flok, og hver hund kender både sin plads i rangfølgen og sin plads foran slæden.

Den første slædetur

Som friluftsmenneske var jeg fra første færd indstillet på, at lære så meget som muligt om stedet, befolkningen, mulighederne for at gå på jagt, og at komme til at køre med hunde.

Kokken på stationen havde det foregående år (i Thule regnede vi et år fra sommerskib til næste års sommerskib) haft et hundespand sammen med en vejrobservatør, som rejste til Danmark det år (1949) jeg kom til stationen.

Det var heldigvis let at overtale kokken til at acceptere mig som den ny part i hunde og slæde, med hvad dertil hørte.

Hundene var godmodige og vant til skiftende herrer og mestre, hvorfor jeg - for mig at se - kom forholdsvis godt ud af det med dem, selv om de helt sikkert havde en anden opfattelse af mig som deres ny medejer - og nybegynder i faget som slædekører.

I løbet af nogle dage i slutningen af august og begyndelsen af september faldt der så meget sne, at snelaget var tykt nok til, at det måtte være på tide at få rørt hundene, selv om kørslen kun kunne ske på det snedækkede land.

Isen i bugten ved Thule, North Star Bay, var ikke andet end grødis med tendens til at blive pandekageis. Derfor måtte en tur med hundeslæde til butikken i Thule gå op over det fjeld, der senere blev kaldt "North Mountain".

Enkelte fangere fra bopladsen var kørt op over fjeldet for at komme ud til deres rævefælder syd for Pituffik, hvorved der allerede var etableret et slædespor.

Med et slædespor over fjeldet ville det sikkert være lettere for hundene at finde den rigtige vej til Thule - mente jeg - jeg kunne jo blot lade hundene følge det eksisterende slædespor.

Hundene blev spændt for slæden, og med en lidt for hurtig bevægelse fik jeg hundepisken viklet omkring hovedet, men af sted kom jeg, og endda den rigtige vej ud gennem slædesporet.

Hundene var tilsyneladende glade for at røre sig og komme lidt væk fra stationen - men heller ikke for langt væk, viste det sig.

Lige før slædesporet begyndte at gå opad i fjeldet, fandt hundene ud af, at jeg ikke havde den store hundeslædekørereksamen, hvorfor de stoppede, kiggede undersøgende på mig og vendte om, for derefter i fuld galop at spurte tilbage til stationen.

Da jeg startede på denne min første slædetur, glædede det mig, at mange med frivagt - eller som var tilstrækkelig vågne, stod og så på, medens jeg satte hundene for slæden. Der kom ingen kommentarer, og de medbragte fotografiapparater blev ikke taget i anvendelse. Det sidste undrede mig. Jeg ville ellers godt have haft et foto af min allerførste slædetur.

Men der blev taget billeder, men det var kun slædeturens afslutning, der blev foreviget under stor jubel og skadefryd, dog uden at jeg selv fik så meget som et eneste billede fra de mange film, der blev brændt af.

Udturen var i starten forløbet eksemplarisk, men da hundene kom tilbage, vidste de, at jeg ikke havde nogen som helst kontrol over deres gøren og laden, og at der sikkert var et eller andet spiseligt på stationens mødding.

Alle hundene for hen over alt det skrammel, som på et belejligt tidspunkt skulle brændes af eller fjernes.

Skaglerne blev filtret ind i bræddestumper og diverse ulækre efterladenskaber. Det tog lang tid at få hundene fri af affaldsbunken, og derefter i nogenlunde god orden få dem slæbt tilbage til det sted, hvor de til daglig var parkerede. Og medens jeg bandende og svovlende halede hunde ud af møgbunken, blev der taget billeder og grint.

Det var dagens oplevelse, men ikke for mig.

Preben havde moret sig lige så meget som de andre over min debut som slædekører, men forbarmede sig over mig og gav mig i de følgende dage de første lektioner i at bruge den lange slædepisk, og hvordan man håndterer en flok slædehunde.

Efter nogle uger med ihærdig træning, var min håndtering af slædepisken så god, at jeg på Prebens opfordring gik hen til hundene, og med snerten i enden af den lange pisk sigtede på og ramte hver og en af hundene efter tur, samtidig med at jeg på grønlandsk kommanderede dem til at lægge sig.

Når en af hundene så meget som viste tegn til at ville rejse sig igen, sad piskesnerten lige i øret på hunden, hvorfor den klogeligt lagde sig.

Det var en barsk måde at fortælle hundene, at det altså var mig, der havde kommandoen, og at de bare havde at makke ret, når jeg samtidig med, at de smagte piskesnerten, også sagde det grønlandske ord for, at de skulle lægge sig.

Som Preben sagde, du kommer til at blive glad for, at hundene ved, at det er dig, der har kommandoen, når du er langt væk fra stationen, hvor du er af hængig af, at hundene lystrer dig, og at de ikke selv bestemmer.

I første omgang var det således mig, der havde vundet, men kort tid efter måtte jeg på brutal måde bekræfte min tilkæmpede autoritet, som øverste "bashund", over for alle hundene.

Det skete en aften, da min bashund kom hen til mig, efter at han på bashundemanér havde sagt eftertrykkelig god nat til alle de andre hunde i spandet. Han løftede ben op ad mine kamikker og gav mig et lille strint.

Bashunden fik et spark, der sendte ham hen ad sneen. Dette var som sagt sket i alle de andre hundes påsyn, hvorfor han for at stive sin krænkede stolthed af gik en ekstra tur rundt blandt hundene og tildelte hver hund en regulær røvfuld.

Efter den dag var der gensidig fuld respekt mellem basen og mig. Han respekterede min rolle som øverste bas i spandet.

I øvrigt var han en helt vidunderlig bashund. Som lidt ældre og erfaren "udnævnte" han en god ven som næstkommanderende i spandet, og når der af en eller anden grund skulle uddeles øretæver, stillede han sig hen ved siden af den udvalgte og knurrede svagt, hvorpå næstkommanderende kom farende og sørgede for selve afstraffelsen. Den bashund var en snu rad.

Det gode trick med at bruge pisken for at få hundene til at lægge sig, når de samtidig fik kommandoen, blev så godt indøvet, at jeg blot behøvede at hæve piskeskaftet og sige kommandoen, så lå hele banden ned.

Senere - noget senere det år, antagelig i december, fik jeg kontakt med en af fangerne ovre fra bopladsen ved Thulefjeldet.

Det var Edderfuglen, Qaavigarsuaq Miteq, som havde kørt på hundeslæde sammen med Knud Rasmussen hele vejen fra Canada til Nome i Alaska på "Den lange slæderejse": Knud Rasmussens "Femte Thuleekspedition".

Qaavigarsuaq tog mig under sine beskyttende vinger og lærte mig at køre hundeslæde på de arktiske eskimoers præmisser, og han var en god læremester.

Sammen med Qaavigarsuaq besøgte jeg to år senere Savissivik i Melvillebugten og var på vej fra Kap York til Thule, hvor Qaavigarsuaq og jeg kørte om kap. Det lykkedes mig at få mine hunde til at løbe fra hans hunde - og det var han stolt over, for nu havde han lært mig at køre hunde.

Slæden

Den slæde, jeg arvede, da kokken det følgende år (1950) rejste hjem, havde sikkert været kasseret af en af fangerne fra bopladsen, inden den blev repareret nødtørftigt og solgt eller foræret til en dansker. Slæden var leddeløs. Nogle af tværbrædderne trængte til udskiftning. Den ene opstander havde været brækket og var midlertidigt lappet sammen, antagelig for flere år siden.

Altså - jeg måtte i gang med at bygge en helt ny, og forhåbentlig bedre slæde.

Medetræet blev købt i butikken. Stålmederne fra den gamle slæde var filet og slebet glatte så mange gange, efter at mederne havde fået slemme grater efter møder med sten (den gang havde vi ikke nylonmeder).

Kørsel på havis eller på indlandsisen kræver glatte meder, for at hundene kan yde det bedste. Enkelte gange forsøgte jeg at lægge en "skoning" af en blanding af sælblod og vand på mederne, hvilket især ved kørsel i løs sne gav et godt glid. På hård sne sprang isblandingen af i flager. En blanding af mel, vand og sælblod er blevet prøvet af en af mine venner, men uden det store resultat. Glatpudsede meder giver det bedste resultat i al slags slædeføre.

Der var ikke andet at gøre end at erstatte de nedslidte meder med nye stålmeder fra butikken.

Medetræet i én tomme tykkelse og ti tommer i bredden blev boret igennem på højkant, hullerne blev fyldt med fortyndet lak, og nogle lange søm blev banket ned i hullerne for at give medetræet styrke, så det ikke brækkede ved et eller flere møder med sten på land eller fastfrosne isstykker på havisen..

Medetræet blev malet adskillige gange med fortyndet oliemaling. Forhåbentlig kunne medetræet på denne måde bedre modstå fugt, uden at blive mørt inden for kort tid.

Slæderne i Thule er længere og lidt bredere end slæderne andre steder i Grønland. Den specielle Thuleslæde har lange svagt opadbøjede spidser. Mederne spidser lidt indad fortil, således at slæden er ca. en cm bredere bagtil end fortil.

Desuden skræver mederne en anelse udad, 6 - 7°, hvilket giver slæden større styrke ved kørsel i f.eks. skrueis, hvor hele slæden med et tungt læs kan komme til at hvile kortvarigt på den ene mede.

At mederne står en anelse skrå giver også en anden fordel. Ved kørsel på blankis er det kun kanten af mederne, der har berøring med isen, hvorved farten forøges. Ved kørsel i dyb sne pakkes sneen af de forsigtigt skråstillede meder, og den lille forskel i afstanden mellem for- og bagende af slædens meder giver et godt glid.

Tværbrædderne fremstilles bedst af fyrretræ, med undtagelse af det forreste bræt, hvori vi på Thuleslæden fastgjorde hanefoden til hundenes skagler - dette bræt skar jeg til af egetræ, af hensyn til eventuelle fremtidige frontale sammenstød med sten eller isknolde.

Det er svært at beskrive, hvordan surrehuller i mederne og udskæringerne i tværbrædderne bliver sådan, som jeg udførte arbejdet på min egen slæde, efter bedste Thulerecept. Men jeg forsøger.

Hvert tværbræt skal have skårne indhak på hver side af brættet, hvor tværbrættet skal surres til meden. Fra de små surrehak og ud til enden af tværbrættet er der i hver side af tværbrættet ca. 25 mm. Dette "overhang" bruges, når slædelæsset skal surres med en line frem og tilbage over slædens læs.

Efter at hakkene er skåret i begge sider af tværbrættet, skæres et V-formet hak, en sykanal, ned i tværbrættets overside og i samme længde som afstanden mellem surrehakkene

Fordelen ved at skære denne lille sykanal i oversiden af tværbrædderne er, at det er nemt, når man senere skal stramme viklingerne. Ved at føre snøren i den V-formede sykanal ind under den hårdt lagte besnøring, og trække vindingerne sammen, er slæden mindre leddeløs.

Der har aldrig været anvendt søm eller skruer til at holde sammen på hundeslædens enkelte dele, og en slæde, der skal kunne holde til en længere tur i skrueis vil falde sammen som en bunke pindebrænde, hvis den er sømmet eller skruet sammen.

Jeg surrede tværbrædder og opstandere på min første slæde med tynde remme af remmesælens afhårede skind. I dag findes gode kvaliteter snøre af kunstfibre, som kun strækker sig få procent. Den bedste kvalitet i liner af kunstfibre er dyr, men giver til gengæld gode og holdbare surringer.

Tværbrættet er surret til medetræet. Læg mærke til den halvrunde liste, som er limet på medens inderside. Denne liste øger stabiliteten i slæden og beskytter surringerne. sykanalen i Tværbrættet og trækilen ses under surringen.

her ses slædens forreste del med kiler under surringerne, for at gøre slæden mere stabil. hanefodens øjesplejsninger er fastgjort nedefra i huller idet forreste tværbræt, og holdt på plads med en tilskåret klods i bærepind facon. hvis det forreste bræt smadres ved kontakt med en sten eller isklump, er det let at skifte hanefoden til tværbræt nr. to. I mangel af et bor, måtte jeg efter nærkontakt med en sten under nedkørsel fra indlandsisen skyde to huller i et nyt tværbræt.

Det var så det, og efter en hel del knoklearbejde, var min slæde klar til brug.

Men efter adskillige slæderejser begyndte nogle tværbrædders surringer alligevel at blive lidt løse, hvorfor en opstramning af surringerne var tiltrængt, for at slæden ikke skulle blive for vakkelvorn.

Jeg brugte lokalbefolkningens måde at løse det problem på, og det er en rigtig smart måde at stramme surringerne på.

Kiler af træ bankes ind under surringerne på oversiden af tværbrædderne (se tegning og foto). Mere skal der ikke til, for at slæden igen bliver forholdsvis stiv. Næste gang slæden bliver lidt vakkelvorn, skal kilerne blot gøres lidt tykkere, for at udskyde tidspunktet for, at hver surring skal fornys.

Forhåbentlig er det blevet sommer i mellemtiden, således at det kedelige og hårde arbejde med at surre hele slæden om, kan udføres uden at man går glip af en god slædetur.

Opstanderne er noget for sig. I Thuledistriktet bruges opstandere, der kun er surret til mederne i begge sider ved det sidste - bagerste - tværbræt, hvorimod slæderne i de sydlige dele af Vestgrønland og i Østgrønland er surrede til mederne ved de sidste to eller tre tværbrædder. På østkysten er opstanderne ofte smukt udformet med sindrige buer, ligesom slædernes spidser ikke er rigtig spidse, men runde.

Skagler og seler

I de såkaldte gode gamle dage, var alle skagler af remmesælens skind, og selerne af skind fra sæl, men da det blev mindre velset at knuse hundenes rovtænder i overmunden, så de ikke kunne tygge og æde skagler af remmesælens skind, blev nylonliner indført. Nylonliner er ganske gode, selv om de kan give problemer, eller kan være ulækre, når der skal redes skagler i hård frost og skaglerne er helt eller delvis dækket af en hunds tyndskid, der sidder uhjælpeligt fast langt ind i de flettede liner.

De remme hundenes seler bliver syet af, er også nu om dage udskiftet fra sælskind til vævede remme. Mine første seler var af sælskind, men sælskind har en tendens til at blive smalle i brug og kan skære ind i hundens skind, hvorfor jeg benyttede vævede gjorde (webbing) af bomuld, som jeg fandt i en efterladt amerikansk rodebunke. Senere benyttede jeg gjorde sendt op fra Danmark.

Disse remme - eller gjorde - må helst ikke være mere end 20-25 mm brede, ca. 1 mm tykke, og af kunstfibre. For det meste syede jeg selerne individuelt til hver hund, idet det ikke er alle hunde, der er lige lange over ryggen og lige brede over brystet - mellem forbenene.

Som en tommelfingerregel, brugte jeg afstanden fra mine fingerspidser til albuen som måleenhed til de to "sløjfer", der ligger mellem forbenene, langs hundens sider og hen over ryggen. De stropper, der forbinder de to "sløjfer" mellem hundens forben og bag hundens nakke, skal som regel også være tilpasset den enkelte hund.

Det er hårdt arbejde at sy hundeseler, og det kan anbefales at bruge en rigtig sejlmagernål og sejlmagerhandske til det grove syarbejde. Som sytråd anvendte jeg altid (når jeg huskede at købe det) tyndt vokset tacklegarn.

Alt - især skagler, seler til hundene og nogle af slædens surringer - forgår meget oftere på en længere slædetur, end man kunne forestille sig, lige før slæderejsen begyndte. Ekstra skagler og seler er også en nødvendighed.

Hundene skal gøres fast til hver sin skagle, så de kan gå i vifteform. Det er den grønlandske måde at køre med hundene.

Den "gammeldags" måde at forbinde skagler til slæden er at anvende en "ring" af remmesælskind - i en nutidig version erstattes skind med tovværk, der splejses med et stort øje i den ene ende og et mindre øje i den anden ende i hullet på den halvmåneformede tværpind (se tegning). hver skagle splejses på en rustfri kovs med stort hul (se tegning). Det letter arbejdet med at sætte skaglerne på "ringen", eller frigøre de enkelte skagler, når der skal redes skagler.

Forbindelsen mellem hund, sele, skagle og slæde gøres i dag med karabinhager og kraftige svirvler. Det letter arbejdet med at rede skagler, og eventuelt tage en hund fri af skaglen, og igen få den sat fast i skaglen.

Mine første skagler endte med en lille tværpind af hvalrostand, der passede i et øje på en dobbeltring for enden af hundens sele. Skaglerne var i den ende, der blev gjort fast ved slæden, også forsynet med en dobbelt ring af hvalrostand.

En kraftigere løkke med et lille splejset øje og en tværpind blev brugt til at samle skaglerne. Med alle skaglerne sat i løkken blev løkken hægtet i hanefoden, der var anbragt i slædens forreste tværbræt.

Andre steder i Grønland er hanefoden gjort fast i hver mede lige foran det forreste tværbræt.

I dag er det for kostbart at udføre alle samleled mellem hund, skagle og slæde i hvalrostand, hvorfor moderne materialer har udkonkurreret det oprindelige.

Mange samler hundenes skagler til slædens hanefod med et slyngestik. Det kan lade sig gøre ved, at hver skagle ender med et kraftigt knob, så den enkelte hunds skagle ikke kan trækkes ud af slyngestiket.

I alle de år, jeg har kørt med slæde, har jeg brugt en "moderne" udgave af Thuleboernes måde at forbinde skaglerne til slædens hanefod. Det blev gjort med en løkke af tilstrækkelig kraftigt tov, der i den ene ende havde et splejset øje, og i den anden ende en tværpind (se foto), der stikkes ind i det splejsede øje, efter at alle skagler er samlet i sløjfen.

Slædens hanefod havde også et splejset øje i midten, hvori sløjfen med alle skaglerne blev sat.

En ulempe for den mindre erfarne vil være, at hundene på denne måde kommer lidt længere frem foran slæden, og slædekusken derfor skal kunne håndtere slædepisken næsten professionelt.

Ved at samle skaglerne med en løkke, er det nemt at frigøre skaglerne en for en, når der skal redes skagler, hvorefter det er hurtigt at samle de udredte skagler igen, klar til at fortsætte slæderejsen.

Hvalpe og hunde

Hvalpene skal helst være fra et kuld, som bliver født i marts eller april.

Det giver de bedste og stærkeste hvalpe, fordi de vokser op i en periode med lunere vejr, og som regel er der også mere kød til hundene om foråret og i løbet af den korte arktiske sommer.

Når hvalpene er født, skal man i gang med en barsk, men nødvendig handling, nemlig at se hvalpene an med hensyn til køn.

Alle tævehvalpe bør man skille sig af med, ved at forære dem væk, når de kan klare sig selv, eller ved at slå dem ihjel umiddelbart efter fødslen.

På denne måde begrænses antallet af hvalpe, som skal die hos tæven, hvorved der bliver mere mælk til den enkelte hvalp. I løbet af de følgende uger bliver det tydeligt, om der er en eller flere af de små hanner, som af den ene eller anden grund vil blive for pjevsede senere i livet. De pjevsede må desværre også sorteres fra på den barske måde.

Efter nogle uger har hvalpene fået mælketænder, og de små sylespidse hjørnetænder kan genere tævens dievorter. For at beskytte tævens dievorter, filede jeg hvalpenes hjørnetænder. Til det formål brugte jeg et stykke grovvævet stof til at holde hvalpens mund åben. De små sylespidse hjørnetænder stak ud gennem det grovvævede stof, så jeg kunne file hjørnetænderne flade.

Det generede ikke hvalpene at miste spidserne af mælketænderne, men tæven blev mindre plaget af hvalpenes hårde angreb på dievorterne, hvorfor tæven blev liggende i meget længere tid hos hvalpene.

Er hvalpene født i det tidlige forår, er de som regel klar til at få deres første fornemmelse for slædekørsel om efteråret.

Er der mere end én tæve i et hundespand, kan det få uhyggelige konsekvenser, hvis den ene tæve kommer i løbetid og bliver med hvalpe. Den anden tæve kan blive morderisk jaloux og vil efter al sandsynlighed gå til angreb på den gravide tæve. Det kan blive kamp til døden, hvis man ikke bryder ind og skiller de to furier ad. Basen eller de andre hanhunde deltager ikke i den slags slagsmål.

Derfor er det klogt kun at have en enkelt tæve i hundespandet, eller at tillægge en aldrende tæves tævehvalp, hvis spandets egen tæve er så gammel, at den skal udskiftes. Dette bør dog helst ske samtidig med, at bashunden udskiftes ved slagsmål eller ved salg, for at undgå indavl blandt for nært beslægtede hunde.

En fremmed tæve i et hundespand kan også give problemer, hvis tæven ikke bringes ind i spandet umiddelbart før eller samtidig med, at den er kommet i løbetid.

Før eller senere vil unghundene fra forårets kuld af egen fri vilje løbe med, når hundespandet skal ud på en kort slædetur, hvor deres mor også er med. Det sker som regel, når unghundene når en alder af fire til seks måneder.

På sådanne korte ture gav jeg unghunden en let sele på, ikke for at den skulle arbejde, men for at den skulle "føle sig" og vænne sig til at gå med en sele på altid.

En meget stor fordel ved at have en halvvoksen hvalp med på en kortere tur er, at den senere vil føle og søge tryghed ved at være mellem spandets hunde, hvis spandet kommer i nærheden af fremmede hunde.

Så længe unghunden ikke er kønsmoden, kan den muntre sig blandt alle hundene i spandet, men så snart den er kønsmoden, vil den på en - sommetider - voldsom måde, få at vide, hvor dens plads i hierarkiet er, eller den vil forsøge at kæmpe sig til en plads lidt længere oppe i rangfølgen.

En unghund, der skal til at arbejde for alvor, er som regel helt fremmed over for at skulle i gang med at trække, selv om den har prøvet at løbe med sele på kortere ture, men uden skagle.

Er unghunden ikke i forvejen blevet "tildelt" en plads i hierarkiet, vil den flagre rundt mellem de andre hunde, løbe ud til siden og havne bagved eller under slæden.

Det er bedst i begyndelsen at hægte en unghund tæt sammen med dens mor, eller en voksen og erfaren hanhund, som accepterer unghunden, så unghunden ikke løber alt for frit omkring.

De første ture bør foregå med få hunde, for at tempoet ikke bliver for voldsomt. Jeg fandt ud af, at en unghund, der havde været med på nogle ture ved at løbe ved siden af spandet, eller inde blandt hanhundene uden at være sat i en skagle, ofte havde lettere ved at finde sin plads og føle sig til rette som arbejdshund, når den skulle til at trække med stram skagle.

Når unghunden har vist, at den har forstået lidt af, hvad slædekørsel går ud på, kan det betale sig at sætte dens mor i en lidt længere skagle. Unghunden vil forsøge at komme frem til hende, og derved finder den ud af, at det drejer sig om at have en stram skagle og at trække.

Unghunden skal også lære, at når den skal strinte eller skide, foregår det i løb. Det lærer den bedst ved at få et par rap med piskesnerten, når den sakker bagud, løber ud til siden eller er på vej ind under slæden.

Det er en hård metode at opdrage en hund på, men det er det bedste for unghunden at lære det i god tid, inden den senere skal fungere som fuldgyldig slædehund.

I løbet af sommeren er det en fordel at strigle de voksne hunde for at få den gamle løse uld ud af pelsen. I den sene sommertid fodrede jeg altid hundene ekstra godt med sælkød og lidt spæk. Det giver forhåbentlig en god grobund for et varmt og beskyttende nyt uldlag.

Inden slædehundene for alvor skal bruges i det tidlige efterår, bør hundenes poter undersøges. Der er antagelig en del fine hår mellem trædepuderne, som skal fjernes, for at sne ikke kommer ind mellem trædepuderne, og generer hunden, når sneen smelter og fryser til isklumper i hårene, hvilket giver hunden anledning til at fjerne den generende is mellem tæerne ved at bide eller rive isklumperne væk.

Konsekvensen kan blive, at der kommer små blødende sår mellem trædepuderne, og det ser ikke rart ud med blod i de spor, en hunds poter sætter i sneen under kørsel.

Hundenes negle er også et område, mange forsynder sig imod. Når hunden løber på sne slides neglene ikke, hvorfor det er klogt, at klippe dem, inden de bliver så lange, at de hindrer hundens normale gang. I mangel af bedre har jeg med godt resultat anvendt en skævbider til at klippe hundenes negle.

Hundenes hjørnetænder er et kapitel for sig. En meget aggressiv hund bør have spidserne af sine hjørnetænder klippet - især, hvis hunden er aggressiv over for mennesker. Her er en skævbider igen et godt værktøj.

I Thuledistriket var det almindeligt, at hundenes rovtænder blev slået flade (knust) med en let hammer. Denne barske handling var begrundet med at forhindre hundene i at bide seler og skagler af remmesælens skind i stykker

Slædekørsel

I al den tid, jeg har kørt med hunde - tre år i Thule og tre år ved Scoresbysund - har jeg benyttet de grønlandske kommandoer til hundene. Det forstod de tilsyneladende godt nok, og man opdager hurtigt, om der er en af hundene, som har nemmere ved at opfatte kommandoerne, og rette sig efter dem.

En sådan hund, der er lidt mere lærenem end de andre, kan i de fleste tilfælde blive alle tiders førerhund.

Det er sådan, at det ikke altid er den stærkeste hund i spandet, bashunden, der er den smarteste eller mest intelligente. En god og diktatorisk fungerende bashund - men med demokratiske tendenser - i et godt sammenkørt hundespand, kan som regel forstå, at det ikke er den, der skal gå forrest.

I helt specielle tilfælde kan det betale sig at erstatte førerhunden med en tæve i løbetid.

Under en længere slædetur, hvor føret drillede, idet der efter to dages uafbrudt snevejr lå et tykt lag blød sne på havisen, benyttede jeg mig af et antifeminint trick.

Fremdriften i den bløde sne var hård for hundene, og det gik kun langsomt - meget langsomt - fremad. Så skete der det, at min tæve kom i løbetid, hvilket med det samme skabte en del ravage, og en helt automatisk eksplosion af kønsdriften blandt hanhundene.

Hvis en eller flere af de lystne hanhunde absolut ville i kontakt med tæven, mente jeg, at det kunne udnyttes, og samtidig kunne der komme ro blandt hanhundene. Tæven fik en forlænget skagle, og hun var tilsyneladende lykkelig over at slippe for at have alle bejlerne for tæt på.

Bejlerne havde den mest vidunderlige duft lige ind i næseborene, hvorfor de gjorde alt, hvad de kunne for at komme frem i nærheden af hende. Derved fik vi lidt mere fart på kanen.

Da jeg fortalte min kone om det lille trick, mente hun dog, at det var et beskidt trick, selv om hun godt kunne forstå, at det havde været en effektiv måde at få fart på gennem den løse sne.

En væsentlig del af udrustningen på en slæde er en "bremse", der består af en eller to store løkker af svært tovværk. Hver løkke skal være så stor, at den kan lægges over spidsen af den ene eller begge meder, og glide ind under meden/mederne. Der er især brug for at bremse slæden under f.eks. stejle nedkørsler mellem land og havis.

Hver løkke skal være så stor, at den kan nå ind under mindst en fjerdedel af slædens længde. Er slæden let, må slædekusken sætte sig lige over det sted, hvor løkken befinder sig under meden eller begge meder, for at "bremsen" skal virke og farten reduceres, så det undgås, at en eller flere hunde kommer ind under slæden.

I Thuledistriket satte vi under stejle nedkørsler alle hundene bagved slæden, således at eventuelle skader på hundene kunne undgås, og bag slæden fungerede hundene som en effektiv bremse.

Under kørsel på tværs af et skrånende terræn, vil slæden have en tendens til at styre nedad mod skråningens laveste del, hvilket kan være farligt, hvis den skrå sneflade ender i havet.

Med et stykke kraftig line fastgøres hanefoden eller skaglerne til spidsen af den slædemede, der vender mod skråningens lavere del, hvorved slæden bliver trukket "skævt", og forhåbentlig kører lige ud på den skrå snefane, uden at skære op eller ned ad skråningen (se foto).


På et skrånende terræn er det en fordel at surre skaglerne til den mede, der vender nedad i bakken. Derved trækkes slæden lidt skævt, og undgår at skære ned i bakken. Det er også lettere for hundene at arbejde, når slæden på denne måde styrer lige ud, i stedet for at skære ud.

Ved kørsel på et sted, hvor strøm eller vind har taget havisen helt ind til en bred isfod, og hvor det er muligt at køre på isfoden, kan det betale sig at forlænge nogle hundes skagler, således at de kommer til at køre på en måde, der ligner den amerikanske - "Nome" - måde at sætte hundene foran slæden på. Derved bliver den traditionelle vifteform smallere, og hundene kan komme til at trække med spændte skagler. På den smalle isfod kan det hænde, at en hunds skagle hægter en isklump, og at hunden bliver ført ind under slæden - det lyder så grimt.

En fanger fra Thule fortalte mig engang, at jeg ikke skulle være ked af det, hvis hunden kun slog hovedet, når den tog turen ind under slæden, for hunden bruger jo ikke hovedet til at trække med - det var godt nok barskt.

Ved at køre på en isfod med en lodret klippevæg på den ene side og klart havvand på den anden side, kan det ske, at bølgesprøjt har dannet en lille sø på isfoden, og at et tyndt forræderisk lag is er dannet over vandhullet.

Et sådan hul faldt jeg i under passage ved Kap Athol syd for Thule og blev drivvåd på kamikkerne og halvvejs op på mine bjørneskindsbukser. Få minutter senere var vandet frosset til is, og isen kunne børstes af skindtøjet med det lille træsværd, vi altid havde med på slæden til at slå is og sne af skindtøjet.

Havde jeg haft europæiske klæder på, var resultatet antagelig blevet, at jeg måtte skifte tøj i ca. 20 minusgrader og ubehagelig vind, eller vente på, at tøjet blev helt tørt, hvilket godt kan tage en halv til en hel dag under så barske forhold.

Udstyr, proviant og hundefoder

I modsætning til så mange andre danske slædekørere, er jeg fra mit ophold i Thule opdraget af lokalbefolkningen til at have et minimum af bagage og proviant med på længere slæderejser.

Om vinteren - i den såkaldte mørketid - kunne vi i løbet af natten være heldige at fange sæl i et net under isen, medens vi lå lunt og godt i soveposen eller under lune renskind.

Om foråret er den længere slæderejse baseret på, at der i ny og næ kan skydes en sæl på isen. Fra april-maj og indtil isen forsvinder, kommer sælerne op på isen for at få del i solens lune stråler, og med lidt tålmodighed kan de fleste lære sig at krybe ind på en slumrende sæl og skyde den.

Velopdragne hunde vil blive liggende og følge deres herre og mester med øjnene, medens han sniger sig ind på en sæl.

Sælen er skudt og trukket væk fra åndehullet, for at sælen ikke med en sidste bevægelse skal forsvinde ned i vandet. Riflen er monteret på en lille "skydeslæde", og med to pinde er et hvidt stykke stof spændt fast til skydeslæden. Min mærkelige hovedbeklædning er en hvid klud, der skal give mig mulighed for at se op over skydesejlet, uden af sælen opdager mig, medens jeg kryber frem mod den.

Slæden er pakket og klar til at køre ud på en slæderejse af længere varighed. under renskindet gemmer sig en hel sæl, som skal blive til foder for hundene og lidt morgen- og aftensmad for mig selv. Sælen er med som "nødproviant" i det tilfælde, der ikke i begyndelsen af slæderejsen bliver fangst af sæl i garn eller som "uuttoq", en sæl, der ligger og slumrer ved sit åndehul på havisen.

Når skuddet brager, spurter hundene frem for at få del i det måltid, der forhåbentlig ligger stendødt på isen.

Selv om jeg på forårsrejser forventede at kunne skyde sæl på havisen, havde jeg alligevel altid nogle tørfisk - tørrede torsk - med på slæden. Tørfisk vejer ikke så meget, og det giver den enkelte hund en hel del arbejde med at rive og flå i fisken, og dertil i tilgift en fyldt mave, når de tørre trevler blødes op af den sne, hunden lapper i sig.

For en sikkerheds skyld havde jeg også lidt spæk med, men ikke for meget til hver hund.

For meget spæk resulterer helt sikkert i, at hundene får tyndskid, og hvis der er noget, som er helt ulækkert, så er det at rede skagler, der er syltet ind i tyndskid fra et helt hundespand.

Telt, sovepose, renskind, istuk, riffel og patroner var standardudrustning på alle mine slædeture. For selv om det er sjældent at møde en isbjørn, er det nu rart at have et våben med, hvis bjørnen skulle finde på at gå til angreb.

Fra Thuledistriktet var jeg vant til at have en slædekasse placeret og surret forrest på slæden.

Slædekassen var inddelt i to rum, hvoraf der i det ene var plads til primussen. En rimelig stor dunk petroleum var en nødvendighed på de lange ture. I et enkelt tilfælde var jeg nødsaget til at fremstille en spæklampe af en konservesdåse for at få varm mad og en kop kaffe. Desuden var der i slædekassens andet og større rum lidt dåsemad, kaffe, øllebrødspulver, salt og diverse andre småting, som i en snestorm kan gøre livet lidt civiliseret. På længere ture var det nødvendigt også at have lidt værktøj med - især en håndsav og en langbladet kniv til at skære sneblokke ud med, hvis det blev nødvendigt at bygge et snehus.

Et par sider af de nævnte tørfisk havde jeg liggende under en af remmene, der holdt hele slædelæsset, så jeg hurtigt kunne snuppe en bid tørfisk til mig selv.

Under slædens skind lå min istuk, der også fungerede som teltets eneste teltstang. Indpakket i et stykke voksdug havde jeg som regel en hel sæl eller et godt stykke sælkød, som blev til både morgen- og aftensmad for mig selv og foder til hundene.

Som morgenmad fandt jeg sælkød uovertruffent. Det giver varme i hele kadaveret i mange timer.

I slædeposen, som hænger på opstandernes tværstang, havde jeg ekstra piber, tobak, hovedpinepiller, forbindingssager, ekstra hue og heluldne vanter, et ekstra sæt undertøj, et par pakker patroner til riflen og en eller to bøger. Slædeposen havde jeg hængende foran det kryds af snore eller remme, der holdt opstanderne på plads. Derved fungerede slædeposen også som et behageligt rygstød for en selv eller en passager på slæden. På den ene opstander hænger staldlygten, på den anden opstander hænger skydeslæden, som er uundværlig ved jagt på en sovende sæl, der er krøbet op på isen, og under de remme, der holder hele læsset på plads, er riflen klemt ind.

Hele læsset skal surres således, at slæden kan tåle at blive vendt 180° med mederne opad, uden at nogen del af læsset falder af.

Slædekørsel er skønt

Intet er så herligt, som at sidde på slæden med benene strittende ud til højre side.

Pisken slæber i slædesporet, og man kan sidde let sammenbøjet og nyde varmen fra renskindspelsens indre, medens den ene kilometer efter den anden forsvinder i et sindigt tempo.

Det er godt for hundene og godt for ens egen sjæl, når alt går som det skal, og en enkelt kommando er nok til at få hundene til at ændre retning, eller få en hund til at trække med strakt skagle.

Dengang røg jeg pibe - især på de lange slæderejser. Når den ene pibe tobak var slukket, blev piben stukket ind under en af de remme, der holdt slædens læs på plads, hvorefter en kold pibe blev stoppet og tændt.

Af og til snuppede jeg et lille stykke tørfisk og gumlede det i mig. Eventuelt blev smagen af tørfisk suppleret med et stykke chokolade.

Og når frosten bed i kinderne, vrikkede jeg med alle ansigtsmusklerne, og samtidig stødte jeg varm luft fra indersiden af renskindspelsen op forbi ansigtet.

Det var livet.

En gang imellem sang jeg af fuld hals til stor glæde for hundene - tror jeg nok - for de vendte ørerne bagud for at nyde min lidt rustne tenor.

Joh, det er herligt at sidde på en god slæde med et godt spand hunde foran og med en næsten uendelig flade af herlig snedækket havis så langt øjet rækker.

Efter ca. fire timers kørsel - alt afhængigt af føret og vejret - gjorde jeg holdt, for at hundene kunne få et hvil, og jeg selv en kop

kaffe med en af de evindelige beskøjter, som holder samme hårdhed uanset om den udendørs temperatur er minus 40° eller plus 2°, men som bliver mere medgørlige, efter at være dyppet i en kop varm kaffe.

Om aftenen, når teltet var rejst og indrettet for natten, ved at slæden var kørt ind i teltet, for at fungere som siddeplads og min seng, løftet lidt op over den kolde havis eller sne, blev primussen tændt for dels at give varme i teltet, men også for at varme suppe, eller for at koge et godt stykke sælkød.

Efter et par timer var hundene faldet så meget til ro, at de kunne tåle et solidt måltid uden at gylpe kødet eller tørfisken op igen.

Når skaglerne var redt ud, lagde hundene sig, efter at have trampet rundt i sneen, for at skabe en lille gryde i sneen, hvori det var rart og lunt at sove. Og med snuden dybt begravet i skindet på bugen eller i halens lune uld, sov hver enkelt hund trygt.

Den følgende morgen lå hundene som regel på samme sted som aftenen før, og det var ikke nødvendigt at rede skagler, inden slæden blev pakket, og hundene blev sat fast i slædens hanefod, for at vi kunne fortsætte ud over et snedækket landskab, hvor afstande til forbjerge og isbjerge forekommer uvirkelige.

P.S. Når to hundeslæder på modsat kurs mødes i slædesporet, er der venstrekørsel, fordi en slædekører sidder (normalt) med begge ben ud fra slædens højre side og har pisken i sin højre hånd. Det er lettere at slå med pisken op langs hundspandets højre side og derved dirigere hundene væk fra den modkørende slæde.