Island og Østgrønland, juli 2008
En rejsebeskrivelse af Jytte Boesgaard

Jytte på havnen i Kulusuk
Du kan åbne billedserien ved at klikke på en af miniaturerne her til venstre, og du kan bladre frem og tilbage i serien ved at bruge følgende links og tastaturgenveje:
Introduktion af forfatteren
Jytte Boesgaard er jurist og har i en årrække været ekstern konsulent for Det grønlandske Hjemmestyre. Hun har rejst en del i Grønland både tjenstligt og på ferie sammen med sin mand Hendrik. De er nu begge pensionister, men Jytte har fortsat opgaver for Hjemmestyret, og hun er også rådgiver i Den grønlandske Retshjælp.
Jytte har tidligere bidraget til Qatannguts hjemmeside med forsidebilleder, en serie billeder fra Uummannaq og rejsebeskrivelsen Nostalgisk gensyn med Grønland.
ISLAND
Et stort ønske gik i opfyldelse i år, da det efter et mislykket forsøg i 2007 endeligt lykkedes for os at komme til Østkysten. Det var sikkert en god disposition at vælge at rejse via Island. Her havde vi tre gode dage med sightseeing og udflugt til nordvestkysten i lejet bil med automatgear. Så vi var helt trygge, selvom det nok var lidt af en udfordring at skulle tilbagelægge mange kilometer på grusveje i en almindelig personbil (VW Polo). Vi forstår udmærket, at islændingene selv kører i firehjulstrækkere – også inde i Reykjavik, hvor det er en yndet fornøjelse om aftenen at køre op og ned ad hovedgaden.
Vi fik dejlig mad i Reykjavik, og vi betalte dyrt for det. Men islandsk lam er nu verdens bedste, så det måtte vi altså have.
Selvom vi rejste individuelt, blev vi en lille gruppe på 12, inkl. to svenskere og en nordmand, og vi boede alle på Guesthouse Sunna i Reykjavik’s gamle bydel med Halgrimskirken (Reykjavik’s vartegn) som nabo. Som genbo havde vi Einar Jónsson’s skulpturpark, som vi besøgte to gange. Vejret var dejligt, og det lykkedes os faktisk den sidste aften at spise ude på Café Paris og drikke Guinness på den irske pub ved siden af.
TASIILAQ - ØSTGRØNLAND
Efter opholdet i Reykjavik fløj vi med Icelandair til Kulusuk. Det var klart vejr, så vi fik en flot indflyvning og efterfølgende en utrolig smuk helikoptertur til Tasiilaq.
I heliporten blev vi modtaget af Yen-Lin Tay fra Arctic Wonderland Tours, som kørte os til Hotel Angmagssalik, som ligger højt over byen med den smukkeste udsigt, som vi kunne nyde døgnet rundt fra vores hyggelige værelse.
Neden for hotellet ligger der en fodboldbane, og vi kom midt i en turnering, som vi kunne følge fra vinduet. Stort set hele byen var samlet på klipperne omkring banen, og der var rigtig god stemning – trods alkoholforbud i byen. Vi kunne høre, at de spillede fodbold det meste af natten med, men det værste var nok svineriet på klipperne, som efterhånden lignede en losseplads, men det er åbenbart generelt for østkystens byer og bygder, fandt vi efterhånden ud af. Det skal bemærkes, at hele byen var tørlagt, så vi så kun få berusede folk i byen, som åbenbart havde forsøgt sig med hjemmebrænding. En tidlig morgen mødte vi på bakken neden for hotellet to glade damer, som støttede hinanden og sendte os et herligt – tandløst – grin.
Apropos alkohol og indsatsen mod misbrug og omsorgssvigt, så mødte vi den danske filmfotograf Karen Littauer, som i hvert fald efter vores opfattelse er en ildsjæl, selvom hun ikke altid bliver så godt modtaget i Grønland. Karen fortalte, at de var et grønlandsk/dansk/svensk hold, som i løbet af sommeren skulle afvikle et større projekt med deltagelse af ca. 500 børn fra Tasiilaq og Tiniteqilaaq. I projektet indgik en lang række aktiviteter for børnene, som så ud til at more sig herligt med bl.a. optog, musik og dans gennem byen.
Vi brugte meget tid på at gå rundt i byen, som har ca. 3.000 indbyggere. Vi kikkede på de ydmyge huse, beundrede mængden af affald, og ikke mindst nød vi de glade smil, som vi hele tiden fik fra både børn, unge og gamle.
Vi var til gudstjeneste i den nye kirke, som blev bygget i 1985. Kirken er utrolig smuk indvendig med Aka Høegh’s udsmykning og med en helt vidunderlig døbefont lavet af drivtømmer, men udefra ligner den mest et moderne vandværk.
Vi besøgte også den gamle kirke, som nu huser et fint lille museum med bl.a. billeder m.v. fra Gustav Holm’s ”konebådsekspedition” i 1884. Vi nåede også en tur langs Strandvejen, hvor byens fineste huse i friske farver ligger direkte ud til vandet.
Og så var vi faste gæster på Turistkontoret, som har til huse i den gamle bygning ”Skæven”, som både havde fine tupilakker og borde udenfor, hvor man kunne hænge meget længe over en kop kaffe med udsigt til Filateriet (med 17 ansatte!) og udover havnen, hvor et af RAL’s store røde containerskibe lå for anker i flere dage på grund af en teknisk fejl. Vi nåede lige at vinke farvel til skibet, som skulle op til Ittoqqortoormiit. Det var i øvrigt det tredje forsyningsskib i år, hørte vi.
Der er mange bakker i byen, og mange huse høje er højt placeret med god udsigt. Men hvor må det være besværligt især for ældre mennesker at komme rundt i byen, fx til den store Pilersuisoq og sygehuset, som ligger i udkanten af byen. Mange af de gamle huse er meget forfaldne og bærer præg af vind og vejr – piteraq. Vi mødte mange ældre mennesker på gaden, og de er langt mere ”grønlandske” og med eskimotræk end befolkningen på vestkysten. De har også deres eget sprog. Per Nicolaisen, som taler østgrønlandsk, flydende dansk og engelsk, fortalte os, at han havde haft sprogproblemer, da han gik i gymnasiet i Nuuk, på grund af utilstrækkeligt kendskab til vestgrønlandsk.
Vejrmæssigt havde vi det skønneste sommervejr med sol og blå himmel og for det meste vindstille. Så vi fik brug for vores T-shirts, og vi så faktisk også turister i shorts! Der var også brug for myggenet – især i Blomsterdalen, hvor vi gik tur et par gange. Vi fik fortalt, at én gang om året tager skolen på udflugt i Blomsterdalen med det kedelige resultat, at hele dalen flyder med affald, papir og tomme dåser bagefter. Det var tilsyneladende helt naturligt for både lærere og elever bare at efterlade det hele (ligesom tilskuerne på fodboldbanen) ude i naturen.
Vi blev meget glade for hotellet, som fungerede rigtig godt, og vi spiste alle måltider i restauranten, som havde et overdådigt frokostbord med masser af sild, fisk, skaldyr og frugt og grønt. Hver dag var der fx avocado’er med lækkert fyld. Aftensmaden – tre retter – var også særdeles god. Vi fik faktisk både flæskesteg med rødkål, kartofler og brun sovs og en dejlig ostegratineret halibut. Kokken fik meget ros af vores gruppe.
Måltiderne blev serveret af den 14-årige ”overtjener”, som ”helt fortroligt” beklagede sig over arbejdstiden. Det kan skyldes, at hun ”kærestede” med nattevagten, så det gik nok lidt ud over hendes nattesøvn, at hun skulle møde tidligt på hotellet, og at hendes far – Yen-Lin Tay - var en streng arbejdsgiver – efter hendes mening. Til gengæld var hun godt tilfreds med lønnen. Og vi havde da bestemt heller ikke noget at klage over.
Selvom vi var en lille gruppe på tolv personer, optrådte vi ikke som sådan som en gruppe. Det lod vi tyskerne om. Samtidigt med os boede der således en større gruppe af midaldrende tyskere, som kaldte sig ”Studentiosus”, og som havde en temmelig højtråbende rejseleder, som vi kaldte ”operasangerinden”. Heldigvis rejste gruppen efter et par dages ophold, men de nåede da at snuppe vores planlagte sejltur til den nedlagte bygd Ikateq på en dag, hvor vejret var helt perfekt til en sejltur på fem timer. Udover tyskere var der mange nationaliteter i Tasiilaq. Dog ikke så mange danskere eller skandinaver .
Vi accepterede at tage bådturen til den nedlagte bygd Ikateq dagen efter ”operasangerinden”, og det skulle vi nok aldrig have gjort. Selvom det var vindstille, var der store bølger, og jeg blev – som sædvanligt – meget søsyg. Skipper Nicolaisen uddelte poser fra styrehuset. Men vi kom da til Ikateq, som lignede en losseplads. Besætningen på skibet, som hed Hans, viste os rundt i bygden. Vi kikkede ind i skolestuen og i kirken, og så skulle vi spise på båden. Der var faktisk utrolig hyggeligt nede i kabyssen, hvor der lige var plads til os tolv, og så skulle vi sejle hjem igen. Den tur vil jeg aldrig glemme. Nicolaisen måtte sejle en omvej for at undgå de værste bølger, og jeg lå nedenunder på en køje med en pose, som Hans jævnligt skiftede ud. Turen var i det hele taget noget af en fiasko, for vi havde tæt tåge både på ud - og hjemturen.
Som sagt hed skipperen Nicolaisen. Men han var ikke nogen helt almindelig skipper. Han sejlede kun for sjov! I virkeligheden var han ejer af de tre hoteller i Tasiilaq, som hans sønner Per og Miki nu havde overtaget, og af hotellet i Kulusuk. Nicolaisen havde boet i Grønland siden begyndelsen af 1960’erne.
KULUSUK - ØSTGRØNLAND
Nicolaisen fik en uventet opgave for vores lille gruppe, da vi skulle med helikopteren til Kulusuk, hvor vi havde to overnatninger på hans hotel, som nu bestyres af sønnen Per. Det gik fint med at få de første otte passagerer med en helikopter. Dog fik vi ikke al bagagen med, men vi fik lovning på, at den ville komme med næste helikopter. Så vi tog den med ro, indtil vi fik at vide, at helikopteren var aflyst på grund af tæt tåge i Tasiilaq, og at bagagen og de fire agterudsejlede deltagere først ville komme næste dag, hvis altså tågen var lettet. Vejret var skønt i Kulusuk, så vi besluttede, at vi ville bruge vores rejseforsikring til at foretage nogle indkøb i den lille bygd, som ligger et par kilometer fra hotellet. Inden vi nåede så langt, fik vi at vide, at Nicolaisen ville sejle de fire ”rejsende”, som de nu fremover kaldte sig (vi otte andre hed herefter ”turisterne”), til Kulusuk, fordi der ikke var plads til dem på hotellet i Tasiilaq. Vi blev glade, især fordi flere havde gemt øl i den manglende bagage. Men vi fejrede alligevel den gode nyhed med at købe en flaske vin i baren, som på det tidspunkt desværre også var udgået for øl.
Men så kom den dårlige nyhed. Mens vi sad udenfor og nød vinen, udsigten og vejret, kom ”operasangerinden” med sine ”studentiosus” farende ind på hotellet. Og vi, som troede, at vi havde det hele for os selv!
Men det forhindrede os nu ikke i at gå til bygden, hvor vi undervejs gik gennem en slags slugt med høje iskanter på hver side. Det så fantastisk ud – nærmest som om der var skåret en vej gennem en gletscher.
I bygden hjemsøgte vi souvenirbutikken og Pilersuisoq, som i øvrigt havde øl til alle. Vi kikkede også ind i kirken, men det mest spændende hus i bygden, som i øvrigt var meget malerisk med alle de små huse (og tonsvis af affald, desværre), var vaskehuset. I kælderen var der garveri. Ugen før var der blevet skudt en ung isbjørn, som havde været på vej ind i bygden. Skindet var nu spændt ud til tørring, og kødet var fordelt til indbyggerne. Skindet går til den kvinde, som først ser isbjørnen. I stuen var der vaskeri og kaffestue, og på første sal var der et værksted, hvor de lokale kunstnere lavede smykker, tupilakker mv. Vi købte en fin tupilak af Harald Bajare.
Sjovt nok er værelserne på hotel Kulusuk indrettet på samme måde som værelserne på hotel Angmagssalik, så vi følte os straks hjemme – også med den smukke udsigt til hav og fjelde. Gruppen blev samlet igen – de fire ”rejsende” havde igen haft en hård og bidende kold sejltur med Nicolaisen, og alle havde store forventninger til maden, da den efter sigende skulle være lige så god som i Tasiilaq. Sagt ganske kort og kontant: det var den ikke! Selv rødkålen smagte hengemt, og den brune sovs, som en fransk dame spiste af en dyb tallerken i den tro, at det var suppe, var total kønsløs. Frokostbuffet’en var slet ikke en buffet. Hårdt presset fik vi dog kokken (hvis han altså var det) til at finde et glas sild frem, så vi dog kunne få stillet den værste sult. Problemet for os var jo også, at der heller ikke i Kulusuk fandtes alternative spisemuligheder. Hvis vi ville have mad, måtte vi tage til takke med de rester, som kokken kunne ”fremtrylle”.
Hvad vi ikke vidste om ”operasangerinden” var, at hun havde fået arrangeret underholdning om aftenen af den lokale trommedanser Anna Kuitse Thastum, som er født i et hus af tørv og sten i Kulusuk og har videreført familietraditionen med den østgrønlandske trommedans. Anna Kuitse har modtaget Grønlands Hjemmestyres kulturpris, og hun underviser nu i trommedans. Det blev en stor oplevelse at se, hvordan hun har oplært sine børnebørn, og hun fortalte på engelsk, hvad de forskellige danse gik ud på. Desværre blandede hendes danske mand sig lidt for meget med at fortælle historier som en anden H. C. Andersen. Men Anna og de to små piger var meget søde og lod sig gerne fotografere.
Udover turen til bygden var vi også på en såkaldt jeeptur på øen. Dvs. vi kørte i to biler, som aldrig havde klaret et syn i Danmark. Jeg var så heldig at få plads i bagagerummet – dog med udsigt til den efterfølgende bil, og da vi udelukkende kørte på dårlige grusveje, blev det noget af en rystetur. Men alligevel en oplevelse. Vi kørte op til en nedlagt radarstation, hvorfra vi havde den vel nok smukkeste udsigt på hele turen. På tilbagevejen kikkede vi på en lille gletscher, men så var der vist heller ikke mere at komme efter på øen.
Inspireret af ”operasangerinden”, som heldigvis rejste et døgn før os, fik vi den sidste aften også et fælles bord til vores afskedsmiddag. Og den glemmer vi nok aldrig. Rødkålen smagte af dåse, de udkogte kartofler var på størrelse med roer, sovsen var den klassiske – altså brun uden smag. Jamen, der var da også noget kød, som viste sig at være nakkekam. Men da det var rødt og råt, var der en, som bar det ud i køkkenet og bad om at få det gennemstegt. Efter en hurtig tur i mikroovnen blev kødet båret ind igen. Nu var det ikke rødt længere – kun gråt og sejt. Eftersom der ikke havde været nogen forret, forventede vi at få en efterret. Og vi blev da heller ikke skuffede. Vi fik serveret jordbærtærte med cremefraiche. Det så jo dejligt ud. Problemet var bare, at køkkenet havde glemt at tø tærterne op, så der gik nogen tid, før vi kunne nyde dem uden at få frost i tænderne.
Om aftenen hyggede vi os med rødvin i receptionen, og på et tidspunkt kom den lokale ræv forbi, og vi fik mulighed for at fodre den med resterne af nakkekammen. Først snusede den til lunsen, så luskede den skuffet væk uden at smage på lækkerierne. Men den kom tilbage og forsvandt igen – nu med lunsen.
Og så var tiden kommet, hvor vi skulle rejse fra Grønland tilbage til Island. Vi var alle enige om, at vi havde haft en pragtfuld tid i Tasiilaq og i Kulusuk. Det havde været en enestående oplevelse at komme til Østgrønland. Naturen, vejret, menneskene, udflugterne, hotellerne, personalet – bare dejligt og positivt for os (og så snakker vi ikke mere om maden i Kulusuk).
RETUR ISLAND
Flyturen til Island blev meget turbulent, og det var rart at få fast jord under fødderne i Reykjavik, hvor vi igen boede på Sunna. Alle var meget trætte, så vi spiste en stille middag på en kinesisk restaurant og sluttede af med en Guiness på en anden irsk pub end den, som vi besøgte på udturen.
Sidste programpunkt var et besøg i Den blå Lagune inden afrejsen med Icelandair til København.
Vel ankommet til Kastrup tog nogle af deltagerne videre til Fyn, andre til Jylland, et par til Samsø, en enkelt til Norge og et andet par til Malmø.
Og vi tog bare med Kystbanen hjem til Rungsted!
 
 

Til toppen af siden
 
 << 
 Copyright