Grønland i efterårsfarver 2008
Tekst: Frank Dahlgaard
Foto: Johannes Vyff, Claus Pedersen og Claus Wulff Nielsen

Frank i fjeldet
Du kan åbne billedserien ved at klikke på en af miniaturerne her til venstre, og du kan bladre frem og tilbage i serien ved at bruge følgende links og tastaturgenveje:
Introduktion af forfatteren
Frank Dahlgaard er gammel spejder og deltager i Det Danske Spejderkorps’ Grønlands-ekspedition til Søndre Strømfjord- og Holsteinsborg i 1967, ĸatángut-ekspeditionen.
24 medlemmer fra Qatanngut og Dansk fjeldvandrerklub fik i ugen 5.-12. september en oplevelse for livet, nemlig en vandretur i Grønland i efterårsdragt. Med fly fra henholdsvis SAS og Air Greenland landede vi fredag midt på dagen i Søndre Strømfjord (på grønlandsk: Kangerlussuaq) i gråvejr og regn. Vejrudsigten stod desværre på dette triste vejr de næste par dage, og sådan blev det da også – bortset fra, at det slet ikke blev så trist. Selv i gråvejr og småregn er naturen omkring Kangerlussuaq nemlig betagende flot. Og som bekendt: Der findes ikke dårligt vejr, kun dårlige klæ’r.
Sugar Loaf
Efter at have købt brændstof til kogeapparaterne og placeret overskydende bagage i lufthavnens dertil indrettede bokse, iførte vi os alle regntøj og rygsække og begav os af sted mod Indlandsisen ad Grønlands eneste landevej. Vejen er på i alt ca. 35 km. Den første dag gik vi blot 10 km og slog lejr tæt ved en karakteristisk bjergknold med navnet ”Sugar Loaf” (højde 350 meter over havet). En del af os gik derefter en tidlig aftentur ned til smeltevandsfloden, som på et sted løber gennem en smal slugt, hvor den danner et spektakulært vandfald. Naturen var i flotte efterårsfarver: Blåbærplanternes blade var mørkerøde, dværgpilene var orange, kvanen bar gule blade, og troldurterne havde lidt af alle farverne. Da solen nogle dage senere trængte igennem skydækket, blev farverne stærke - og naturen ubeskrivelig smuk.
Moskus-får!
Allerede på førstedagens tur til vandfaldet så vi moskusokser. Godt nok gik de en kilometer borte, på den anden side af den brusende flod, men med kikkert kunne vi nemt studere de langhårede ”får”. Jo, moskusokser er i virkeligheden ikke okser, men mere får. De tilhører faktisk fårefamilien. Dog den slags får, man gør klogt i at have respekt for, og som man helst ikke skal komme tættere på end 50 meter.
De fleste af os gik tidligt i poserne, hvor vi så kunne lytte til regnens trommen på teltdugen.
Næste dag måtte vi pakke teltene ned i regnvejr, hvad de selvsagt ikke blev lettere af. Derefter gik vi af sted i hold på 3-5 personer – efterhånden som vi var klar til afgang. Efter nogle kilometer kom vi ned i Sandflugtsdalen. Trods småregn var sigtbarheden pæn og udsigten storslået. Et par rensdyrjægere oppe i fjeldet viste sig – da kikkerten kom frem – at være Hans og Simon, der havde lagt rygsækkene for at se det hele mere fra oven.
Flyvrag
Efter et par timer passerede vi forbi de sørgelige vragrester af ét af de tre amerikanske T-33 jagerfly, som i dårligt vejr styrtede ned ved Søndre Strømfjordbasen i december 1968. Alle piloterne reddede sig dengang ned med faldskærm, men flyene gik tabt, og resterne ligger stadig i området. Efter at have passeret over en mindre bjergryg mødte der os et flot syn: Russel-gletsjeren – og bag den Indlandsisen. Foran isen lå en smuk dal med én stor og flere mindre søer. Vi gik begejstrede ned i dalen og slog lejr tæt ved en bæk med masser af rindende - og iskoldt - vand. Omkring halvdelen af de 24 turdeltagere slog lejr op her, mens den anden halvdel blev nede i Sandflugtsdalen og gik helt frem til Russel-gletsjeren, hvor de slog deres lejr op. Flottere lejrplads findes næppe i denne verden.
Hurra for posemad!
Efter at teltene var rejst, spiste vi noget posemad (kogende vand ned i posen med en frysetørret ret, og så er der efter 5 minutter bare serveret. Smart system, der sparer besvær og opvask, og som ikke fandtes, da jeg var på spejdertur i området i 1967). Derefter gik Jørn, Peter, Rebekka og jeg en eftermiddagstur videre ad landevejen langs isen og dens moræner. Vi så – på nogen afstand – både rensdyr og moskus. På vejen passerede en lille lastbil os, og vi bemærkede, at der på dens lad lå nogle ski. Senere erfarede vi, at bilen netop havde hentet to personer, som havde gået over Indlandsisen fra Ammassalik i Østgrønland. Efterhånden er denne rute blevet ganske trafikeret.
Ved 8-tiden om aftenen var de fleste gået i poserne i teltene og mørket faldt hurtigt på. Igen trommede regnen i lange perioder på teltene. Om natten hørte flere af os en buldrende torden inde fra isen. Det var Russels gletsjer, der ”kælvede” med en stor isblok.
VW-vejen til isen
Søndag morgen var vejret bedre med kun et tyndt skydække og opholdsvejr det meste af dagen. De fleste af os tog denne dag på en dagsvandring helt ind til dér, hvor landevejen slutter ved foden af Indlandsisen. Det er hér, Folkevognsfabrikkerne indtil for få år siden i dybeste hemmelighed bragte deres nye VW-modeller ind, så de kunne køre langt ind på isen og blive testet dér uden nysgerrige blikke. Turen var t/r på 26 km med det ene flotte vue efter det andet. Vel inde ved Indlandsisen kunne vi konstatere, at det er rigtigt, at isen smelter. For at komme ind på isen, måtte vi nemlig først op på en høj moræne og ned til isen på den anden side – langt ned. Den enorme morænebunke af grus og sten var skubbet sammen af isen, som bare ikke var der mere. Den var smeltet væk. Der blev lavet posemad ude på Indlandsisen af de mest entusiastiske, mens andre fra toppen af morænerne nød udsigten over det storslåede istidslandsskab.
Da vi begyndte tilbageturen, kom en snebyge fejende hen over os inde fra isen. Det regnede en del på tilbageturen til lejrpladsen.
Om aftenen så vi en polarræv luske rundt i området. Den viste tydeligvis interesse for fire telte, som lå 3-400 meter fra vores, hvor nogle grønlandske jægere holdt til. De fik i øvrigt skudt mindst et rensdyr, mens vi var i området, og det var nok dette, som vakte rævens interesse.
Klog grønlænder
Mandag morgen så vi solen stå op over Indlandsisen, da vi kikkede ud af teltene. Samtidig var det blevet koldere. Det var nu under frysepunktet om natten. Om formiddagen gik en gruppe på 7-8 af os, anført af Rebekka, en tur over til Russels Gletsjer. Med sol var naturen pludselig forvandlet fra flot til imponerende flot. Vi kunne naturligvis ikke dy os for at gå helt ned til smeltevands-elven, som brusede langs Russel-gletsjeren. Vi måtte jo have nogle nærbilleder af isfronten, som hér var helt hvid-blå og ren – ikke som mange andre steder fuld af grus og sand. Iskanten rejste sig lodret 30-40 meter. Rebekka holdt sig kløgtigt på afstand med bemærkningen: ”Jeg er grønlænder”. Det betød selvfølgelig: ”I tager en risiko ved at gå tæt på isen, for falder der et større isstykke ned, kan det være livsfarligt”.
Tilbage i 1961 gik det da også helt galt, da en 75 meter stor isblok fra gletsjeren styrtede ned og splintredes, så isstykker blev spredt som projektiler gennem luften: 4 turister blev dengang dræbt og 29 blev såret.
Kay frosset frem
Vi så flere små ”kælvinger”, hvor mindre stykker is løsnede fra gletsjeren og styrtede ned i smeltevandselven. Et par varmt påklædte nordmænd havde taget opstilling med et filmkamera. Deres opgave var at filme en rigtig gletsjer-kælving. Problemet med dette er, at når man hører drønet, er det for sent at tænde for kameraet. Derfor kørte det hele tiden med fokus på den del af gletsjeren, hvor de mente, at chancerne for kælving var størst.
På et tidspunkt kunne vi ikke finde Kay, men han var hørt sige, at det jo var denne gletsjer, som var det egentlige mål for turen, så han ville altså dvæle nogen tid på stedet. Det blev nu ikke til nogen længere dvælen. Kulden drev Kay frem fra en lille fjeldgrotte, og samlet fortsatte vi væk fra gletsjeren op i fjeldet. Fra toppen af et nærliggende fjeld (367 meter over havet) havde vi en fantastisk udsigt over gletsjeren og den bagvedliggende indlandsis. Sol og blå himmel gør underværker med naturen. Vi kunne også se vores lejr langt nede i dalen samt den 9 km lange sø, Aajuitsup Tasia, som de fleste af os næste dag ville gå langs med. I kikkert opdagede vi adskillige moskusokser i området. Uden kikkert ligner de blot mørke sten, men hvis ”stenen” bevæger sig, så er det moskus.
Gevir med hjem
Selv kom jeg ikke tæt på nogen moskusokse, men det gjorde bl.a. Johannes og Susanne, da de én af de sidste dage kom op over en bjergryg. Moskusoksen blev vist lige så overrasket som dem. Den fnyste i hvert fald truende, men både oksen (fåret) og Johannes og Susanne slap levende fra dette møde.
Nogle af os fik set sneharer. I området var der mange rester efter rensdyr. Enkelte steder så vi hele ren-skeletter ligge, mens der ganske mange steder var rester efter slagtning og partering af dyrene. Selv fandt jeg senere på dagen adskillige flotte rensdyrgevirer, herunder flere uskadte opsatser, men af praktiske grunde valgte jeg at tage et halvt gevir med mig uden på rygsækken. Det hænger nu hjemme i Bagsværd på en hædersplads og minder om en fjeldvandretur ud over det sædvanlige. Af fugle så og hørte vi vildgæs, ravne og de små stenpikkere, men også enkelte rovfugle, formentlig af falke-familien.
Tilbage langs søen
Tirsdag brød vi op og begyndte tilbageturen i solskin og herligt vejr. Claus, Rebekka, Johannes og Susanne tog den 25 km lange tur tilbage ad landevejen til lufthavnen – på én dag. De fleste af os andre gik nord om den 9 km lange sø og tog en overnatning halvvejs mod lufthavnen. Nogle gik ”upstairs”, dvs. oppe i fjeldet med tilhørende flot udsigt, mens jeg selv valgte at gå ”downstairs” dvs. nede langs søbredden, hvor rensdyr, moskusokser og fjeldvandrere havde trådt en god sti. Det forlyder, at et par af de mest friske vandrere om eftermiddagen hoppede i søen og tog et særdeles koldt bad.
Denne nat var der klar frost - og iskrystaller på teltene om morgenen. Det var nu onsdag, strålende sol og blå himmel. I smågrupper gik vi de sidste 10-12 km tilbage til lufthavnen. Oppe i fjeldet, blot nogle få hundrede meter oppe, kunne vi se snedækkede fjelde langt ude mod havet. Et studium af kortet senere viste, at vi med det blotte øje havde set mere end 100 km væk. Den tørre, klare luft giver virkelig udsyn.
Tilbage i civilisationen var vi nogle stykker, som lod os lokke af vandrehjemmet i ”Old Camp”, mens resten slog teltene op på campingpladsen nogle få hundrede meter fra lufthavnsbygningen.
Den sidste hele dag i Grønland, torsdagen, bød også på sol og blå himmel. Her brugte Enrico og jeg formiddagen på fossilsletten, der ligger i forlængelse af lufthavnens 3 kilometer lange start- og landingsbane. Flot natur, men fossiler fandt vi nu ingen af. Først på eftermiddagen besøgte de fleste af os museet i Sdr. Strømfjord, som især er et museum for den civile og militære luftfart i området gennem årene. Dette museum er absolut et besøg værd.
Resten af dagen brugte jeg selv på en alenetur op til Lake Ferguson, hvor jeg havde ligget i spejderlejr for 41 år siden. Stadig lige flot natur, men nu var det komme nogle hytter og sommerhuse langs søen. I søens vestlige ende ligger der nu også en træbygning opført af roklubben. Her grill-bespises ofte gæster fra de efterhånden ganske mange krydstogtsskibe, som anløber Sdr. Strømfjord og som i busser køres ud til roklubben.(Omkring 60 krydstogtsskibe har i den forløbne del af 2008 kastet anker i bunden af Sdr. Strømfjord. Jo, turismen i området er i hastig vækst).
Andre gik på moskus-foto-safari i området, og der kom nogle gode billeder ud af dette.
Om aftenen samledes vi alle til en god middag i lufthavnens restaurant, hvor menuen bl.a. var moskuskød. Lækkert. Da vi gik tilbage til teltene og vandrehjemmet i den stjerneklare nat var der nordlys på himmelen.
Fredag var hjemrejsedag, men for hovedparten kom den kedelige besked, at SAS-flyets afgang var udskudt ca. 10 timer på grund af påkørsel i København, og at hjemturen med fly derfor først kunne ske om aftenen kl. 21. Det betød hjemkomst i Kastrup lufthavn lørdag morgen kl. 06.00. Selv var jeg blandt de få heldige, der fløj med Air Greenland med planmæssig afgang fra Sdr. Strømfjord ved 11-tiden fredag.
For mig levede denne tur fuldt ud op til forventningerne – og de var store. En uforglemmelig tur, som har givet lyst til flere vandreture i den grønlandske natur.
 
 

Til toppen af siden
 
 << 
 Copyright