<<
En sørejse anno 2005
af Frans Christensen - copyright
De i denne beretning forekommende personer er opdigtede, og enhver lighed med bekendte personer må stå for læserens egen fantasi.
Skibets Ånd
Et lille sluttet selskab, tolv i alt begav sig en sommerdag til Grønland. De havde forinden for hinanden bekræftet en stærk trang til at se dette lidt mystiske og så fremmedartede land, hvorom man kunne læse de særeste historier, - nogle endda sandfærdige. Og dog - man ved jo aldrig…
 
Lederen af gruppen kaldet Bas, havde virkelig lagt sig i selen for at alt skulle følge programmet, - alle stod parat i kø til tiden og lettede fra det gamle land med den lille smule stramme maveskind man skal have, når man skal i luften. Bas sad lidt stille i sin flysele, nu vel, - dette var så begyndelsen på koncentratet af et helt års forberedelser. ”Egentlig godt gået gamle dreng”, smilede han i sit stille sind, for kun han vidste hvor mange ”kattelemme”, han havde langt i planen. Han var spændt, - men havde en del grønlandserfaring og vidste, at en grønlandsk sætning ofte slutter med ordet ”ímaĸa” (måske). Ville vejret blot blive bedre, end den danske sommer de forlod, - bare et lille kig ned over Islands sydlige spidser - for slet ikke at tale om de små prikker, han engang fik udpeget som Angmagssalik på Grønlands Østkyst - men ak, i dag lå skyerne tungt som den billigste Larsendyne, lige til de begyndte indflyvningen over Kangerlussuaq.
 
Utar, vel den yngste kvinde af de fire i gruppen, havde gjort rejsen helt fra Finland for at være med. Spontan og glad krammede hun armlænet før landingen - og så havde hun jo sin kammerat og rejsefælle Lester ved sin side - en djærv dansk husmor der kunne styre en hel børnehave og lidt mere end sit fadervor, blot hun blev ladet ordentlig op.
 
Længere fremme midt i flyet, nærmest med næsen op mod skillevæggen til første klasse sad Skæg. ”Fandens også” brokkede han, ”disse moderne kæmpefly, hvor man ikke har sit eget vindue, ikke kan strække benene og burde have udleveret selskabsblære, og sjælen har ikke en jordisk chance for at følge med”. Egentlig var det et kvantespring for ham. Oprindelig havde han en fortid som smed i landsbyen Skamløse på øen Orø, men da han var en sand mester i at pudse kobberrør, endte han for næsten fyrre år siden som maskin - mester i Grønland . I fem og tyve år havde han ”bagt” på at komme derop igen, så da han læste tilbuddet fra Qatanngut, boblede længslen i ham, følelserne kogte nærmest over - sådan er det med Grønland. Skæbnen ville, at han blev placeret næsten ved siden af en nu pensioneret gammel kollega fra Nuuk, tømreren Josef. Skæg vippede med øjnene af iver efter at genopfriske gamle minder fra Nuuk, men Josefs kone sad som en barriere mellem dem, og da hun aldrig havde lært dansk, viftede hun afværgende med håndfladen mod Skæg - han skulle ikke komme for godt i gang denne ”ĸavdlunâĸ”. Så Skæg måtte nøjes med at få en hilsen sendt videre med Josef - til en gammel kærlighed, han havde i Nuuk.
 
Vel landet i Kangerlussuaq følte Skæg, at alt gik for stærkt. En flyvetur til Grønland, uden at piloten annoncerede Island, Angmagssalik og Indlandsisen, var som en influenza, hvor man kun husker, at der kom en bakke ind med noget man bør spise, og ikke nok med det - gruppen skulle straks videre til Aasiaat med det lille turbofly.- Skulle man nu ikke længere vente et par dage i Kangerlussuaq, hvad var det for hastværk?
 
De steg hurtigt over kystlandets evigt skiftende billede af fjeldpukler og blå ferskvandssøer, og i det fjerne til styrbord gav indlandsisen kimingen sit blåhvide genskin. Foran Skæg var gods og baggage samlet under et surringsnet på flyets gulv, - så var der dog stadig lidt, der mindede om hans ungdoms rejseform, følte han.
 
Aasiaat ligger, som Bas havde lovet i brochuren, i en større øgruppe. Her blev der lidt trængsel og forvirring i lufthavnen, for hvem skulle med den gamle Toyota pick-up, og hvem skulle med den rigtige taxa - alle var muntre og hjælpsomme, så hjælpsomme at et videokamera tog turen ned i asfalten. Godt sammenstuvede ankom alle til gruppens hjem i den kommende uge: Det gamle veltjente Tele fartøj ”Sanatit”.
 
Nu ville skæbnen, at een af Bases kattelemme åbnede: Han havde lavet en samboer/kammer fordeling uden at kende kamrenes placering og køjelængden, og tro mig - Psyksen det høflige menneske måtte tilkæmpe sig en køje, der var lang nok - men det nåede han slet ikke, for gruppen i den første taxa tog chefkamrene, og han var med den sidste. Midt i svinget i den krogede nedgang til salonen stod Brasso Ole fastklemt - indspændt i sin kæmpe rygsæk. Han blev befriet og efter endnu et forsøg uden rygsæk, lykkedes det at passere nedgangen - alle trængtes i salonen, hvortil de fleste kamre havde adgang.
 
Så kunne Skæg ikke mere, det blev ham for meget - han lækkede hemmeligheden og forkyndte med dirrende stemme: At han havde holdt denne umiak (øse) sejlende i to år i tyk storis og tyndt sommervand, plejet maskinerne som småbørn og pudset alle kobberrørene og haft maskinmesterkammeret som sit eksil. Nu var han godt nok kun turist, men en smule anciennitet godskrives vel efter tolv års tjeneste i Tele. Ingen skulle anvise ham ”forpeaken”, og for øvrigt var hans elskede Nuliaĸ fuldblods fiskerdatter, så hende bød man i hvert fald ikke at sove helt ”ude for”. Da Utar og Lester opdagede, at deres forkammer havde egen opgang til dæk, og det andet forkammer var langt nok til Psyksens lange ben, faldt selskabet lidt til ro. Skæg og hans Nuliaĸ måtte tage til takke med et ombygget proviantrum, og Psyksen livede helt op, da han fik sendt sin første SMS til sin nye kone i Danmark. - Sanatit begyndte at ”ånde” som minikrydstogtskib. Af senere samtaler fremgik det, at det var første gang, Skipper forsøgte denne chartertype: (fjorten mand og ét toilet i søgang) . Aasiaat by blev beset i tåge og sommerkulde­ gruppen spredt og samlet i mindre grupper - nogle hev i en lukket kirkedør, andre nød et virkeligt godt bymuseum med en masse akvareller og tegninger af Jakob Danielsen, som havde været på vandreudstilling Danmark rundt, skindbeklædning, slæde og kajak m.m. alt smukt arrangeret. Aasiaat fortjente mere tid, men Qeqertarsuaq (Godhavn) var aftenens/nattens mål, så Sanatit lagde fra kaj - ud i tågen, forbi Hunde Ejlande.
Sælsomme Disko Ø
 
Tågen lå højt det meste af tiden, tiltagende blæst og regn fik selskabet også, og søen blev lidt voldsommere, end et par sjæle kunne klare. Hver især fandt man det fikspunkt, der var sikrest. Jakobi fandt et koøje, hvor vandet hvirvlede som i en vaskemaskine, - Lester fandt det sikrest at fiksere på kimingen fra styrehuset, hele tiden stående, mens Nuliaĸ mageligt tronede i co-pilotsædet ved Skippers side, som om hun altid havde været med ombord. Andre fandt køjen bedst. Måske skulle lange Keldsen ikke have snuset så meget til de tørrede angmasetter i Aasiaat - ja bare tanken--, kokken Ricardo slap til dels for at sætte aftensmad frem. ”Turister” tænkte han, lukkede øjnene og drømte om et måltid gammeltorsk med sælspæk, i stedet for ”danske mad”. Skæg kom tit på broen og mente, det var lidt charmeforladt sådan at styre med en joystick i stedet for det gamle rat, som dog var bevaret. Og så en plotter i stedet for et søkort - det var for nemt at miste det store overblik, når man ikke nu og da skulle sætte kurs af på det store kort. Skipper, der var en høj firskåren karl af en grønlænder at være, kunne fra sin affjedrede, gyroophængte og vendbare pilotstol overvåge det hele. Mageligt henslængt hvilede hans højre hånd på joysticket, venstre på armlænet, og venstre strømpefod parat til at give gashåndtaget et puf. Alle tekniske hjælpemidler lystrede hans ordre. Skæg erfarede senere, at hvis nogen faldt i søvn på broen, blot et lille nik, - så klaskede Skipper den frie hånd op i styrehusloftet med et sådant brag, at man lettede fra sædet - det morede Skipper. Skæg lurede lidt - ”det var sgu for nemt nu om dage”. På et senere tidspunkt skulle han nok fortælle Skipper om dengang, her kun var en eetbenet stol, man ikke kunne falde i søvn på, før plotterens og autopilotens tid - dengang skibe var af træ og mænd af stål - men de tider var forbi - og alligevel, når han sådan så på Skipper, kunne han godt blive i tvivl.
 
Selskabet kom sig hurtigt over søsygen og indtog den følgende formiddag Qeqertarsuaq (Godhavn), hvor forstanderskaberne og senere de Nordgrønlandske Inspektører regerede fra 1782, altså før Landshøvding og Hjemmestyre. Inspektørboligen er nu et flot bymuseum - dengang boede embedsmændene flot. Vejret var ind imellem solrigt over havet og de flotte store isbjerge - og oppe under de forvitrede basaltklipper, oppe i blomsterdalen ved Røde Elv, nød Skæg og Nuliaĸ frokosten og stilheden. De kom ikke højere op i Blæsedalen, for her var så mange skønne blomster, de aldrig havde set før, heller ikke i Sydgrønland. Hele sceneriet afrundedes af en stor flok grønlandssæler ved isbjerget, der glinsede i solen. En fanger listede sig ind på dem, skød én og bugserede den hjem ved jollesiden. Skæg lukkede øjnene: ”Hvorfor sad han ikke derude i sin kajak og bugserede sin sæl? -Nå- lige nu var han jo turist”. Her var vild natur - skønhed og drama - langt mere, end han havde drømt om .
 
Bas var på et hold, der vandrede ud gennem Blæsedalen til de utrolige basaltklipper, Skarvefjeld og vandfaldet. Lester var med og huggede sine vandrestave godt i undergrunden - i dag var hun ladet ordentlig op, så Jacobi skulle ikke vise hende vandresport. Kvinder i en moden alder skal man ikke undervurdere. Set i lyset af de utrolige basaltklipper, hele Diskoøens vulkanske oprindelse, floraen og faunaen, er det forståeligt, at Danmarks Universitet har lagt Den Arktiske Station på denne plet af jorden. Dens sidste landvinding er det lille ”Bjørnedyr” og dets utrolige livsbetingelser. Nogle fra gruppen tog mod til sig og fik lov at kigge indenfor i de ”hellige haller”. Det meste bestod af laboratorium og arkiver - og så et par fordybede forskere. Godhavn er spændende med dens kolonitidsbygninger og kirken, kaldet ”Vorherres Blækhus”. Byen virkede nærmest underbefolket med dens forholdsvis lange veje og strandbred ”Sortesand” med marehalm. Også her kunne rejseholdet sagtens have brugt mere tid til oplevelser. Lyngmarksbræen og den planlagte hundeslædekørsel blev fravalgt på grund af de lavtliggende skybanker, der uden tvivl lukkede for udsigten fra bræen.
Isbræens kolde ånde
 
Samme aften sejlede Sanatit mod Ilulissat (Jakobshavn) gennem tågedis, rimtåger og en masse nybrækkede skosser. En stjerneklar klump blev fanget med kejsen, knust og fordelt i whiskysjusserne - skål for Qatanngut på fordækket og i styrehuset. Is i sjusserne, faldet som sne på ca. Kristi tid - det er jo til at blive helt religiøs af. Nu borer man i Indlandsisen og finder ud af, at historiebøgerne bør skrives om. Omkring midnat ankom Sanatit til Ilulissat, og så kan det nok være holdet sov.
 
Den tredje rejsedag stod helt i isbræens tegn. Nogle skulle den store tur omkring den gamle boplads ved bræfjorden - Sermermiut, og Holms Bakke. De langsommere nøjedes med at dvæle ved de kolosale ismængder og isbjergenes størrelse, større end de største højhuse Skæg nogensinde havde set. Psyksen, Skæg og Nuliaĸ var helt tavse af beundring, det var ikke til at løsrive sig fra storheden i dette forrevne isøde. De ca. 250 mennesker, der har boet på pladsen Sermermiut her ved disse ismasser, må have haft et forhold til isbræen som stenaldermenneskene til vejrguderne. Isbræens vandring må have været besluttende for det meste af hverdagen. Lyset, farverne og dimensionerne, bragene og stilheden - alt var på grænsen mellem det ufatteligt storslåede og det katastrofale. Intet under, at Danmark er blevet skuret så fladt. På vejen hjem dvælede Skæg lidt ved kirkegårdens spraglede plasticblomster og de hvide rækker af trækors ovenpå sirligt stablede stengrave. Her, med udsigt over ismasserne sluttede hundreder af slidsomme liv, helt på naturens betingelser. Såvel i livet som i døden kunne grønlænderne ikke tænke sig en hvileplads uden udsigt.
 
Mellem byen og Sermermiut var dannet en hel lille planetby af hundehuse og hundespand i lænker. Hvilken virak og tuden, især ved fodringstid - selvfølgelig kunne ingen stå for de små løsgående indsmigrende hvalpe. Også i Ilulissat var programmet stramt. Knud Rasmussens Museum var lukket, da det lille selskab nåede hjem fra Sermermiut, men ind imellem skydækket havde solen kastet glans over oplevelserne og de mange billeder, der blev taget. Ilulissat var præget af byggerod, meget trafik og slitage omkring hovedgaden, mente Skæg - han var uvant med at være ”sommerfugl”, som man deroppe kalder de, der bare kommer og rejser igen om sommeren.
 
Sent eftermiddag stævnede Sanatit ud i bræisens utallige formationer - nordpå mod udstedet Saqqaq (Solsiden). Nu begyndte noget af det eventyr, deltagerne så ofte havde hørt og måske læst om: Issejladsen. Med rimeligt landvand sneglede fartøjet sig nordpå - af og til med den allesteds nærværende matros og kok Richardo på styrehustaget som islods. De fleste af deltagerne trængtes i stævnen, men blev gennet væk af Skipper til langsiden, for at lette hans udsyn over stævnen - nu var ingen søvnige efter dagens vandring ved Ilulissat. Isformationerne skiftede ustandseligt, og de digitale kameraer klikkede som maskinpistoler, stemningen var i begyndelsen helt ekstatisk. Solen forsøgte at gå ned i dis over Diskoøen og af og til lød råbet ”SÆL”. ”Puisse” tænkte Skæg - ”hvornår mon de lærer det”. Han havde erobret pladsen højt hævet oppe i gummibåden på båddækket, hvorfra han evigt brokkede sig over et antikveret videokamera og forsøgte at indfange nogle af de mange stemninger under issejladsen. Lidt efter lidt afspændtes stemningen, isen slækkede lidt nordefter, og til sidst fik Richardo fred til at se efter lidt aftensmad.
 
Solen stod ret nord, lavt i et diffust lys ned gennem Vaigat, og faldt gennem de saltplettede ruder ind i styrehuset. Skæg lænede sig op af nedgangsruffet ude for og nappede en tørret ammassak fra Skippers proviantpose på dækket. Han var ved at få taget igen - sådan lige at nappe hovedet af, tarmen ud - og så HAPS, - verdens bedste og sundeste tørkost - det her var livet. Selskabet søgte til køjerne - tavse og trætte - men helt fred fik de ikke, før ankerkæden med larmende raslen var lagt ud på knap 10 favne ved udstedet Saqqaq.
Hannibal Fenckers Kongerige
 
Næste morgen rullede en isnende tåge ind over Saqqaq - det levede ikke op til sit navn ”Solsiden”, men det hører med til en naturoplevelse i Grønland. De yngre på holdet - af Skæg døbt ”Digi drengene” vandrede op mod fjeldet bag udstedet og nød udsigten over tågedisen. Skæg og Nuliaĸ så på den lille kirke, livet på udstedet og handlede postkort og souvenir i KNI butikken (det før så enevældige Kongelig Grønlandske Handel). Senere søgte de efter spor fra udgravningerne af ”Saqqaq kulturen” - et af de rigeste kulturfund fra ca. år 2000 f. Kr. der har medvirket til at få kronologien i Grønlands historie på plads. Men de nåede kun til lossepladsen (dumpen), der måtte de befri en afkræftet ravn, nogen tilsyneladende havde fanget i en snare. Det blev nok Grønlands første thedrikkende og frikadellespisende ravn - den kom sig, spredte vingerne ud og svævede ud i friheden.
 
Skolelæreren var utrolig gæstfri og lod Skæg og Nuliaĸ spise madpakken i skolen, mens den gamle film ”Qivitoq” med Poul Reichardt rullede på skolens videoafspiller - en hel del af optagelserne var fra Saqqaq med lærerens far som skuespiller - vel fra ca. 1920. Filmen er stadig lidt af Saqqaqs stolte historie. Desværre var alle arkæologiske fund flyttet til Ilulissat og Nuuk, det lokale Saqqaq museum endnu ikke møbleret og udstyret, og tilsyneladende fandtes ikke den mindste levn af tidligere kulturer i form af en lille Tupilak eller anden husflid. Dog - ved forsigtig spørgen sig frem, erhvervede Nuliaĸ sig en smuk nyere udgave af en Ulo - den grønlandske kvindekniv. Det forløb sådan:
 
Kvinden i butikken ville måske sælge sin ulo, måske senere på dagen - ”ímaĸa”, der kunne jo ske så meget i løbet af en dag. Skæg måtte føre ordet, de få brokker han kunne. Han ville jo nødigt føle sig som de gamle Portugisiske tuskhandlere, han havde læst om, huserede langs kysten med hvalfangerne i gamle dage. Han måtte udvise det rette sindelag og alligevel noget handelstalent. Et møde senere på dagen blev aftalt, og da de igen gik op ad trappen til butikken, følte Skæg at det var for påtrængende og formålsløst, og at hun bagefter ville begræde salget af sin ulo. Imidlertid fremviste hun et smukt unikum af en ulo, der aldrig havde været i berøring med en sæl, og forsikrede at hun ikke senere ville fortryde det og tænke dårligt om Skæg og Nuliaĸ. Nuliaĸs øjne blev blanke, som det polerede messing uloens håndtag var udført af. ”En rigtig kvindekniv” - det var vel nok mere end blot en souvenir, det var et ”ikon”. Nuliaĸ holdt om den som et smykke, men straks belærte Skæg hende om, hvordan man holder fast om en ulo.
 
Da de to vandrede bort fra butikken ud mod Hannibal Fenckers hus og den planlagte ”kaffemik”, vidste Skæg, at han trods mange års fravær stadig kunne vinde tillid, og allerbedst: Nuliaĸ havde også fået Grønland ”ind under huden”. Besøget i Saqqaq sluttede som sagt med en grønlandsk ”kaffemik” hos en aktiv kunstsamlende familie - en dejlig oplevelse at komme ud i et nutidigt privathjem. Skæg gik og så ud, som havde han netop set lyset - han havde opdaget og fotograferet en odinshane i et lille vandløb, næsten midt i udstedet. Afdøde udstedsbestyrer Hannibal Fenckers navnkundige drivhuse blev beundret, men hans hus var udlånt, så fotograferne kom ikke indenfor - de vidste måske heller ikke, at H.F.er verdensberømt i Grønland for sit velfungerende udsted og sine drivhuse med alskens europæisk grønt. Det var sen eftermiddag, da de på vej hjem fra kaffemik mødte to kvinder på vej fra butikken, der nu lukkede. Den ene kvinde vrikkede smilende nogle rytmiske rock- og twistdansetrin på vejens grus, og Skæg genkendte hende fra butikken - hende med uloen, og følte en snert af samvittighed falde på plads. Det var klart, ikke meget i denne verden var forandret, hun ville bruge pengene for uloén på alle tiders ”dansemik”. Netop da alle skulle ombord i Sanatit, affolkedes udstedet pludselig for mænd med en riffel i hånden - alle på vej ud i jollerne, der var blevet set sælflokke i nærheden. Så går livet på land næsten i stå. I en lille privat butik blev indkøbt lyngrøget fjeldørred til alle ombord, idet man længe havde efterlyst grønlandsk proviant hos kokken. Denne aften lykkedes det - kokkens multifunktionskabys trådte i funktion og det utrolige skete: Skipper spiste med ved bordet - ham savnede selskabet ellers ved middagene.
Spøgelsesby og Tsunami
 
Den følgende dag var den nedlagte mineby Qullissat og det overforliggende stenskred på Nuussuaq målene, og sejladsen dertil var fuld af overraskelser. To pukkelhvaler poserede i lang tid i nærheden af båden - flot var det, når halen vinkede til farvel, eller blåsten fra åndehullet blev hængende i luften efter udåndingen. Længe listede Sanatit af sted i hvalernes kølvand, når flokke af mallemuk afslørede, hvor hvalerne drev deres fangst, og begejstrede jublede holdet i kor, når en pukkelhval viste den hvide bagside af halen som tegn på et dyk. Kun en enkelt gang var de nysgerrige nok til at stikke hele hovedet oven vande. Sælerne lod sig også se flere gange - både i flok og enkeltvis, gerne nærmest på nysgerrig flugt foran Sanatit.
 
Fjeldene ændrede karakter, både Diskoøen og Nuussuaq har deres højeste punkter mod NV i forhold til Vaigat sundet. Kulbruddet i Qullissat var Grønlands største erhvervsvirksomhed i 1967, men blev på dette tidspunkt udkonkurreret af importeret olie. Spøgelsesbyens huse nærmest kysten var sunket sammen - nogle manglede bare væggene - tag og gavle stod på jorden, som ventede de på, at et barn skulle flytte dem og sætte den tilsvarende byggeklods under. Nogle fundamenter nærmest stranden var helt nøgne. Selve stranden flød med tømmer og brædder i en bræmme højere end dagligvande. Lukning af minen og flytning af befolkningen påbegyndtes ca. 1969, netop da udbygningen af boligmassen i byerne var godt i gang, og det har været hårdt for befolkningen at blive tvangsforflyttet, de holdt af stedet.
 
Sent samme eftermiddag duvede Sanatit foran stedet overfor Qullissat kaldet Paatuut, hvor der i år 2000, den 21. november forekom et stort fjeldskred med en tsunami lignende flodbølge til følge. Flodbølgen, som i Qullissat var ca. 15 m. kastede rundt med husene som før beskrevet. Det berettes, at sneen ved stenskredet var våd 50 m. over daglig vande, og i betragtning af den flade strand i Qullissat og en mineindgang med tilhørende udstyr og bebyggelser kun en snes meter over havet, kan man forestille sig, at hele den nordlige bydels huse har stået under vand. Flodbølgen blev skabt af et sekundært skred under havoverfladen, hvor 30 af ialt ca. 90 millioner kubikmeter fjeld havnede. Floraen på de nedstyrtede blokke afslørede hvor gammelt fjeldskredet var. Farverne varierede fra frisktgrønt til brunt, oxyd og gråsort. Der blev ikke talt så meget langs skibssiden, alle var betaget af dette kæmpe abstrakte maleri hele fjeldsiden udgjorde. Nederst ved kysten havde mallemukker anlagt en koloni – de sad som en hvid perlekæde på billedrammen.
 
Denne dag var rejsens længste enkelttur på knap 200 km, så efter at have beundret de flotte fjeldformationer omkring stenskredet, fortsatte sejladsen mod ”Bjørnefælden”, et lille bygningsværk af natursten i meget svære dimensioner ude på spidsen af Nuussuak. Stedet var kendetegnet ved en stenvarde på ca. 3 m. højde. Man mener at nordboerne har opført bygningsværket nærmest som et lille tørvehus, og at det er for stort til at være en bjørnefælde. Indvendig er en naturstensbriks hvorover huset er opført på ca. 2,1 x 3,5 m. Taget er borte og den ene væg en del udskredet.. En anden teori går ud på, at nordboerne har anvendt kammeret til nedkøling af døde søfolk, så de kunne tage dem med på deres returrejse sydpå og begrave dem i indviet jord. Det er spændende, om man nogensinde finder noget svar på bygningens formål. Ved Bjørnefælden besøgte vi også en kommunal fangsthytte - måske ikke i særlig flot stand, men alt fungerede tilsyneladende, og der var både bibel og blade til at fordrive tiden med. Dagbogen var udskrevet for et par år siden, men nødprovianten kunne stadig spises.
Det hovedformede næs
 
Det nordligste udsted på Nuussuaq er udstedet ”Niaqornat”, et smukt og særpræget sted, der ikke giver indtryk af stor påvirkning udefra, bortset fra glasfiberjoller og elektricitetsværk m. gadebelysning. Det er stort set et samfund af fangere og fiskere tilsyneladende med en produktion, der hviler i sig selv. Sanatit ankrede op mellem de flotteste isbjerge i blå farver, og selv om det var stærkt overskyet og midnat, var lyset mellem isskosserne som lyset fra en opallampe: gennemtrængende hvidt. Den følgende formiddag blev alle landsat i jollehavnen, og modtaget af smilende ansigter på molen - fortsatte som andre turister rundt i byen, hvor hundene var tøjret tæt langs grusstierne. Overalt hang tørret haj-, rensdyr-, og sælkød på kødstativerne. Over hele udstedet hang den umiskendelige lugt af tørret spæk og kød, harsk spæk og hundepis blandet med den salte luft fra havet. Hundene var lidt sky for fremmede, som de bør være, og tilsyneladende velnærede og godt holdte. Mest overraskende var et par store bjørneskind, der var udspilet på en husfacade. De var fanget i maj måned.
 
Her var den rette stemning og lugt, og frem for alt ikke knuste flasker og øldåser. Det var her heller ikke i 1968, fortalte Skæg, da han besøgte stedet første gang. Dengang var den gamle butik, opført af store planker som svenske tømmerhuse, stadig åben, og butikslokalet og butiksdisken det lokale sladrested, for her blev fyret i kakkelovn. Butikken var nu lukket, men var den fredet? –forhåbentlig. Skæg nød den særlige natur - de runde forvitrede mosgroede klipper på alle sider mod land, og mod havet knolden med hovedform, der gav stedet dets navn, på toppen af hvilken de begravede de døde. Hvis en sjæl kan se, er her en himmelsk udsigt ”for resten af døden.”
 
Skæg nød stemningen, han sugede til sig. Var han alene om at bestemme, var han nok blevet her eller i Uummannaq resten af sine dage. Han måtte have et enkelt minde med hjem fra dette sted , hvor fjeldknuderne hele tiden mindede ham om kinesisk kaligrafi og klippelitografier. Han gik og drømte om en gammeldags primus - én han kunne have med i kajakken derhjemme. Den fandt han i den lille butik ved havnen - den var godt nok indisk i stedet for svensk, men lige meget. Da en fanger forsikrede ham, at den havde den rigtige lyd, bar han den med en indre barnlig glæde ned ombord. Nu havde han en souvenir, der sagde ham noget.
Grønlandsmalernes Clou
 
Samme dag sejlede det lille selskab fra Niaqornat til et fuglefjeld med mallemukker overfor udstedet Saattut - en helt særlig oplevelse, for fjeldtoppen var dækket af skyer, men al fugleskrig kom gennem den lodrette fjeldkløft ned til tilskuerne. Lodret var her, skibets ekkolod kunne ikke måle bunden ca. 80 m. fra land. Et fugleliv så fantastisk, fjeldets farver og den dybe lodrette grotte, hvis bund fortonede sig i skyklatter og mørke fjeldsider. Ved kløftens bund var dannet en lille strand med en kilde. Her kunne Wagner have sat musik til. Skæg fotograferede, det bedste han formåede, - men lodret foto op i skyer med fugle som hvide snefnug - det var næsten umuligt. Lysmåleren flippede helt ud, han opgav og nød denne naturens vuggestue for fugle.
 
Det var besluttet at besøge Saattut i stedet for Ikerasak eller Ukkusissat - var det endnu en ”kattelem” ? spurgte Skæg sig selv, for han kendte disse steders kvaliteter. I Saattut beundrede de fiskerne, der rensede hellefisk med stor færdighed. Ind imellem kom et par rødfisk til syne, og da Skæg forsikrede Lester, at det var den fineste spisefisk for kræsne ganer, kom kejsen udenbords og en pengeseddel og to store rødfisk skiftede ejer. Her i Saattut hang tre bjørneskind til tørre - temmelig usædvanligt Er bjørnen på vej om ad Vestkysten på grund af for lidt is på Østkysten? Sejlads på Uummannaqfjorden har den vidunderlige egenskab, at Uummannaqfjeldet kan ses næsten overalt, imponerende og beroligende - det kender alle da . Vel til kaj i Uummannaq havn foran det gamle sygehus var det, som rejsens sidste store gaveæske skulle pakkes ud. Her var tørvehytter man kunne få lov at besøge, gamle smukke huse fra kolonitiden, kolonibestyrerbolig, sanatorium (nu ferielukket museum) og en gammel bydel, der bare osede af at have været centrum for hele Uummannaqfjordens leben med 7 udsteder, hvoraf de 6 vist stadig er i live.
 
De indkøbte rødfisk blev renset af Lester og kogt af Ricardo, - nu skulle det være på Grønlandsk - det kunne kun blive godt, og Skæg havde gemt nogle gyldne dråber, der havde været over ækvator to gange. Af en uforklarlig grund spiste Skipper og Ricardo sammen i dækssalonen, når der var serveret i spisesalonen under dæk for gæsterne. Derfor styrede Ricardo nu ud af kabyssen med to fyldte tallerkener med skinnende hvid rødfisk og gemyse på - let foroverbøjet af søgangens vane i hurtige skridt med en ophøjet mine, som var han lejetjener på Hotel Sommerlyst derhjemme. Hans indsats blev belønnet - han blev fremkaldt med klapssalver.
 
Det må have startet ”noget”, al denne lykkefølelse over den gode mad lige fra havet, for da Lester og Utar senere på aftenen ville i byen (på værtshus), var Ricardos sidste ord: ”Pas nu på Mathias, ingen kan modstå ham”. Mathias var tidligere smed på Telés montagehold, der brugte Sanatit til tjenesterejser).
 
Helt oppe ad de øverste veje i Uummannaq by på restaurant ”Parabolen” sidder lidt prøvende Lester og Utar. De bestiller hver en øl og forsøger at råbe hinanden op i musicboxens discolarm. Ricardo møder også op men når ikke damernes bord, før en landsmand og ven farer ham i møde i en stor omfavnelse - grønlandsk gensynsglæde efter lang tids fravær. Da Ricardo er kommet sig, samles de ved ét bord og Richardo griner: ”Må jeg præsentere: Mathias”. Ja , -byen er lille, Mathias har ingen hæmninger og er smittende glad. Skæg og Nuliaĸ dukker også op - ham Skæg er jo også gammel Telemand. Mathias og Skæg har haft fælles kolleger osv. – bordet er ikke ligefremt tomt for flasker, og både Lester og Utar kan ikke undslå sig for en dans med Mathias, hvis glæde nu er endnu mere frigjort, og nogle af dem kommer sent hjem.
 
Det lille selskab vender hjem - pensionisterne Skæg og Nuliaĸ først - og midnatssolen forsøger at skinne lidt på Uummannaqfjeldets top. Gud ved hvad Skæg og Ricardo tænkte, det var ikke første gang, de gik gennem byen i midnatssol på vej hjem fra en dansemik. Skægs første dans i Uummannaq var i et lille forsamlingshus med kakkelovn og harmonika og så mange mennesker på gulvet, at man ikke kunne få armene ned - og spørg ham, hvordan pigernes sælskindsbukser lugter i den varme.
 
Det sædvanlige fjeldaktive hold moslede den næste dag op mod Telestationen - ud mod nødhavnen bag byen, hvor Julemandens hus er opført. Men de havde fået udleveret en forkert nøgle på Hotel Uummannaq, nøglen til hotellets fryser med konfirmationsmiddagen, for det var konfirmationssøndag, én af de største dage i året for nogle grønlandske familier. Vi håber, de havde en ekstra nøgle. Vandreholdet klarede sig i hvert fald - de fik set Julemandens Hus, det flotteste tørvehus i miles omkreds. Andre havde glædet sig til en grønlandsk gudstjeneste, og netop denne søndag var der konfirmation i den smukke stenkirke. Psyksen, Foto-Kramer, Skæg og Nuliaĸ kom for sent, men de pårørende havde vel også førsteret til kirkebænkene, mente Skæg. Solen strålede ind i kirken - sangen bølgede ud af kirken, og på repóset ved den åbne kirkedør og på trappen sad grønlændere i nationaldragt, nogle kunne ikke lade være at synge med på salmerne med det gamle herrnhutiske glid i tonerne. Skæg stod lidt og sang med, ”Gûterput” kunne han da melodien til - han blev tyk i mælet og kneb en tåre, - det uforklarlige selvmodsigende Grønland havde stadig et fast greb i ham. Foran kirken blev stillet op til konfirmandfotografering, og der blev ikke lagt nogen dæmper på det nationale udtryk, farveglæde og lykke strålede fra konfirmanderne, og så godt som alle gæster skulle have et billede i kassen.
 
Solen fik Skæg til at drysse omkring og fotografere - han ærgrede sig over disse ”kattelemme”. Mumiefolkets findested de ikke kunne nå at se, Ikerasak ved den lille isbræ, hvor han havde så gode minder fra, - og Ukkusissat (Vægstensfjeldet) med tørvehusene og udsigt til fuglefjeldet Sagdlek. Men - solen skinner flot og kassen er fuld af konfirmandbilleder, så lad gå. Alt imens var hans Nuliaĸ blevet indfanget af ejeren eller kustoden for de to tørvehuse nede ved kirkepladsen. Som et gammelt ægtepar sad de på bænken i solen foran husets indgang med termokaffe og kage, og uanset han snakkede som et vandfald og hun ikke forstod et suk, havde de en livlig grinende og gestikulerende kontakt. Han åbnede for sin fædrene tørvehytte, viste frem og forklarede. Nuliaĸ var vokset op i et fiskerhjem i små kår og kom tidligt ud at tjene, så for hende var kulkomfuret, vandtønden og det gamle interiør et glædeligt gensyn med fortiden. Hun var ikke en fremmed turist med armslængde afstand. Hus nummer to blev også fremvist - et dobbelthus med noget så fornemt som et lokum i forgangen, og ifølge ældre reklamer har hytten kunnet lejes af turister til den helt ægte oplevelse.
 
Skæg styrede ned mod tørvehytterne, så sin Nuliaĸ på bænken foran, og så fortabte han sig helt i de gamle billeder og avisudklip på væggene. I 1974 gav han sin mor en rejse herop, uden selv at være med. Han måtte ind i disse tørvehuse, for derom havde hans mor berettet så meget, om et besøg sammen med fhv. kolonibestyrer Jacobi fra Qullissat - verden er endnu engang lille. Denne søndag havde de fleste i selskabet vist levet helt ud - Skæg følte, at køjen fór op på hans rygstykker. Det blæste op, og ankeret holdt ikke - en kedelig vindretning, vi skulle nødigt have rumpen på komedie oppe i sygehusvejens stensætning, så Skipper måtte kappe agtertrossen og søge nødhavn bag byen. Næste formiddag skumlede Skæg: ”Forbandede vejr, nu røg turen til mumiepladsen og også den tidlige ankomst til Qaarsut - det store flintestensbrud, hvorfra Saqqaqfolket havde eksporteret flint helt ned til Nuuk-området”. Nå – ”så må vi i land uanset regnen, ellers kommer vi sgu op at slås, hvis vi skal se ”digibilleder” hele dagen”. Et par grupper blev sejlet i land ved Julemandens Hus med walkie-talkies, der ikke virkede helt, men dagen blev reddet for de fleste.
 
Skæg og Nuliaĸ bankede på julemandens dør i det kendte grønne hus - ingen hjemme. Utar var sikker på, at han holdt sommerferie i Finland, hvilket hun senere bekræftede med julemandens hjemmeside på finsk. Skæg og Nuliaĸ hyggede sig i Julemandens Hus , fandt spændende sten og blomster, og Lester kom hjem med en stor portion svampe til suppen fra rødfisken. Ingen på holdet glemmer hendes fiskesuppe med svampe, for en gang skyld blev Jacobi så mæt, at hans øjne ikke rullede, når et fad ”kørte forbi”.
 
Næste morgen sejlede Sanatit direkte til Qaarsut og satte passagererne i land ved den nye lufthavn. Her var ruiner efter en kul­afskibningsrampe - måske fra 30´verne, og under dem lå lagre af flinteflækker fra tilhugning af blokke udsendt herfra, måske omkring Kristi tid. Skæg så op mod de store jævnt stigende bjergsider, grønne - og sikke dimensioner og pastelfarver og afstande - det kunne lige så godt være Scotland, her manglede bare fårene. Hele Uummannaq-fjordkomplekset var en drøm der gentog sig for ham, måske en cyklus han aldrig fik lukket. Nu var det om at tage sig selv i nakken og vågne af drømmen, han skulle tilbage til Kangerlussuaq.
Fra Amerikansk flybase til turistattraktion
 
Old Camp vandrehjemmet i Kangerlussuaq er indrettet i tidligere håndværkerbarakker med tilpas patina og velfungerende. Herfra gik første tur til Indlandsisen i specialbus det meste af en dag. Vejret var rimeligt og turen bød på mange overraskelser, sandslette, arktisk ørken, vandfald og Sugar Loaf bjerget. Enlige moskus tyre og moskus i flok med kalve, et par rensdyr og hele tiden et vue ind over Indlandsisen. Bussens store ruder gav gode muligheder for fotografering, så fotograferne stod i kø, og følte sig som rigtige, ja måske som asiatiske turister. Konceptet virkede, de fleste fik deres moskus i kassen.
 
Inde ved afslutningen af VW-fabrikernes gamle vej til testbanen på Indlandsisen, vandrede de ind på isen og gav den i fin stil med fællesskål i whisky med indlandsis i. Den knitrede som den skulle, og alle var muntre, da de forlod isbaren - ja Lester måtte endda kaldes tilbage fra isen, hun følte noget trykke, og ville aflevere et visitkort for livet. Og Skæg var helt sikker på, at det var Nansens bukseknap, Nuliaĸ fandt i isen, den så i hvert fald så gammel ud. En herlig tur og usædvanligt sådan at køre på bjergvej til Indlandsisen. Sammenlignet med at vandre, kom indtrykkene og motiverne væltende ind på nethinden.
 
Torsdag var til oplevelser på egen hånd, - nogle lejede en cykel, andre en bil. Nogle gik i fjeldet for at finde gamle flyrester, og én kom hjem fra Granatfjeldet med en lommefuld ædelstene. Ikke langt fra Old Camp samlede nogle fossiler i flodens indtørrede ler. Kangerlussuaq har så mange muligheder, - Skæg og Nuliaĸ lejede en bil og besøgte de farbare fjeldtoppe, hvor amerikanerne havde efterladt radiostationer og elektricitetsværker m.v. Lake Ferguson søen med dens sommerhuse, roklubben og hele det bakkede landskab kunne lige så godt have ligget i Norge. Vejrradarstationen Kelly-Wille på bjergtoppen og den nedlagte sendestation deroppe ligger i et landskab, der synes mildt, men er barskt pga. højden - hvilket skiterræn om vinteren. Senere fik Skæg sig en ordentlig sludder med havnefogeden, der viste sit nye havnevæsen og kontor frem. Turistkystbåden fra Arctic Umiak Line lå og ventede på nye turister fra danmarksflyet. Der blev budt på kaffe, og det kom så vidt, at Skæg erfarede at han havde været ansat under havnefogedens stedfar. Grønlandsk gæstfrihed har ingen grænser, hvis du har et åbent sind og vil tage imod. Og så måtte de lige se til de hundespand, der går og keder sig hele sommeren nede ved engen ud mod flodsengen - klø de godmodige hvalpe lidt bag øret, og de to sløve heste samme sted fik et klap.
 
Grønlandsbesøget afsluttedes med en festmiddag i restaurant ”Nordlyset” med en så eksotisk menu som laksetatar, moskusoksebøf og æbletærte. Ikke fordi vi ikke spiste godt på Sanatit, men det var vidt forskellige verdener. På Nordlyset er stilen nærmest som et fjeldvandrerhotel, hvorimod Sanatit krævede hensyn, omsorg og tolerance, - man passer lidt på hinanden på et lille skib, hvor man bor tæt. I Kangerlussuaq kunne de ikke gå ud og hjælpe kokken som på Sanatit.
 
Flyveturen hjem forløb som flyveturen derop - uden at se noget. I Kastrup tog Qatanngut imod og viste, at alle var velkommen hjem. Også de der ikke kendte det hemmelige sted bag udgangen (det var vist den sidste ”kattelem”). Et lidt vemodigt farvel til alle - eller måske på gensyn?

 
Hjemvendt til den Nordsjællandske skov sidder Skæg og mediterer blandt sine elskede summende bifamilier. Det er en last aldrig at afslutte noget helt, men kan også være en livsform. Fra udhuset har han fremtaget et næsten 30-årigt relikvie - et gammelt fund fra Grønland, et skulderblad fra en hval med godt med harsk spæk på. På terrassen hvæser den primus, han købte i Niaqornat, den koger kaffe til skibskiksene fra Pisiniarfik i Assiaat og har den helt rigtige hvæsen, som han genkender fra rensjagter (selv om primussen er indisk). Solen bager på det terrakotta farvede spæk, lugten er umiskendelig, hans næsebor udspiles. Stemningen er mere end fortættet, og han bliver fjern i blikket - nu skal der skrives på ”EN SØREJSE”.