<<
Vellykket rejse til Scoresbysund i sommer
Af Morten Jørck
 
Netop landet ses her Morten Jørck, Johannes Vyff, Claus Wulff Nielsen, Michael Smith, helikopter­piloten og Hans Hansen, taget af Annette Winther Petersen. Vandreturen kan begynde.
 
En improviseret helikopterflyvetur, en fjeldvandring for viderekomne,
og 10 dage med uafbrudt solskin var hovedingredienserne i årets tur
Det begyndte kritisk: Under indflyvningen til den lille lufthavn Constabel Pynt kunne vi tydeligt se, at havisen ikke var brudt op, og derfor ville vor aftale om at blive sejlet de 5 km over på den anden side af Hurryfjorden til Liverpool Land ikke kunne opfyldes.
Nå, de fleste af os havde rejst i Grønland før, så vi kendte til vilkårene i forvejen.
Dér stod vi altså, de 6 rejsedeltagere til ét af de mest eksotiske af alle rejsemål i Grønland, nemlig Ittorqortoormiit eller Scoresbysund, byen med 600 indbyggere (plus hunde, isbjørne og moskusokser), der ligger 800 km nord for Reykjavik på østkysten af Grønland, helt alene for enden af verden. Der er 1.200 km til nærmeste større beboede sted, som er Tasiilaq længere sydpå langs kysten.
Byen er også den sydligste grænse af det NØ Grønland, som for alvor fascinerer inkarnerede Grønlandsfolk, vi er altså ved porten til ægte eventyr, og det skulle snart vise sig at begynde lige her og lige nu!
Claus, vores rejseleder, havde under forberedelserne til rejsen forudset isdækket (vi landede den 12. juli) og derfor fundet ud af, at der var mulighed for at chartre Air Greenlands helikopter, når den havde gjort sin pligt og fløjet de få ordinære passagerer ind til Scoresbysund.
Så et par timer efter vor landing er aftalen klar: Vi holder fast i den oprindelige plan om at vandre ned over Liverpool Land til Scoresbysund med den ændring, at vi sætter over Hurryfjorden til vores startposition med helikopter i stedet for som planlagt at sejle med båd. - Hvor svært kan det være?
Piloten så tilfreds ud – det er ikke så tit, han flyver med eventyrturister som os – og vi andre er også begejstrede. Og blot 5 minutter efter starten kommer vi i mere end én forstand ned på Jorden igen: Vi bliver sat af i lyngen lige syd for Søelven overfor Constabel Pynt og myldrer ud med alle vore rygsække, de to lejede rifler og satellittelefonen, som vi af sikkerhedshensyn (mod isbjørne, henhv. andre uheld) også har med.
Så skal der tages billeder: Drengene føler alle, vi ser rasende godt ud tæt sammen med en ægte helikopterpilot foran den knaldrøde helikopter, mens solen og kameraerne ser glade til. Det er Annette, vor eneste kvinde på holdet, der tager billedet.
Et øjeblik efter er piloten og helikopteren væk igen, og vi skal være alene med det storslåede landskab og evt. isbjørne de næste 6 døgn. Så vi starter med at tjekke, at begge riflerne kan skyde, inden vi begiver os på vandring. Det kunne de - og det blev de eneste 2 skud, der blev løsnet på den tur!
Det er sidst på dagen, og vandringen er ikke så lang. Solen skinner, og vi slår lejr efter et par timer, nu er vi startet på fasen, hvor holdet ”køres ind”. Vi ligger i to telte, 4 og 2 personer sammen, det ser ud til at virke udmærket.
Foto fra Tværdalen
Ruten forløber sydpå langs kysten et par dage. Derefter skal vi mod sydøst op over plateauet og finde Tværdalen, som vil lede os til den store Hvalrosbugt vest for Scoresbysund.
Fra Hvalrosbugten er der grusvej til byen.
Allerede næste dag passerer vi flere elve, nemlig først Gaffelelvens to løb og senere elven i Nøkkedalen. Alle tre forceringer stiller holdet overfor ”interessante” udfordringer. Elvene er store og voldsomme, og det kræver den allerstørste agtpågivenhed at vade dem. Én gang er Hans uheldig at vælte, men Michael hiver ham hurtigt op igen. Heldigvis er det tørvejr, så sagerne i rygsækken kan blive tørre i en fart.
Terrænet er i sig selv ret letgået, og vi har tid til at nyde udsigten over mod Jameson Land, som består af tydeligt lagdelte klippe- og grus-partier. Her prospekterede et canadisk olieselskab i 1980’erne efter olie, og i den forbindelse blev lufthavnen Constabel Pynt anlagt. Lufthavnen blev overtaget af staten, da olieselskabet efter nogle års eftersøgning trak sig ud, tilsyneladende med uforrettet sag.
Da vi næste aften slår lejr i ca. 400 meters højde på plateauet, er det ved at blive dårligt vejr. Skyerne hænger lavt, og vi tørner hurtigt ind. Det er også koldt. Hvis der skulle være en af os, der havde glemt det midt i alle oplevelserne og skønheden, er ingen tvivl mulig nu: Vi er i Østgrønland på næsten 70 grader nordlig bredde, og arktis er altså et køligt sted at opholde sig – også om sommeren!
Næste morgen er det tåget, og vi skal op i over 600 meters højde for at finde starten på Tværdalen. Vi véd, hvor vi er, og udelukkende på en kompaskurs går vi med de endnu tunge rygsække ad grov blokmark, op i uvisheden. Det er spændende. Kortet er 1:250.000, og ækvidistancen er 100 meter, så mange af ”bakkerne”, vi møder, kan ikke ses på kortet. Vi har en GPS med, så vi kan ikke fare egentlig vild, men den er ikke anvendelig til finorientering med det kortmateriale, vi har.
Vi sigter mod at ramme en bestemt elv, som vi ikke kan tage fejl af. Den vil lede os på rette vej.
Efter nogle drabelige op og ned-ture ad nogle af de skrænter, som ikke er på kortet, rammer vi som ventet Castorelven. Den er ret stor, og vi vader den straks. Efter erfaringerne i går er vi blevet gode til det, og der er ikke megen tøven: Bukserne af, vadesko på, rygsækken op igen og så ud i elven. Fremad - færdig!
Vi er i fuldstændig nøgen blokmark, og der er sne og ”bakker” så langt øjet rækker – hvilket dog pga. tågen ikke er så langt. Vi går igen efter kompasset og står endelig ved enden af Tværdalen og begynder at gå ned i den.
Et øjeblik efter dukker der ud af tågen en kæmpehøj morænevold på tværs af dalen, så der slet ikke er nogen dal mere! WHAT!! Jeg går helt i baglås og bliver meget nervøs, for det er mig, der har beregnet kompaskursen – var der noget helt forkert? Imens smutter de andre igennem en lille åbning, og det viser sig, at morænevolden blot er en detalje, der ikke er på kortet – dvs. under 100 meter høj.
Så vi er alligevel i Tværdalen, pyh-ha.
I tågen moser vi videre nedad på dalens stejle sider og snefaner. Dalbunden er ikke farbar pga. vand i form af mindre søer, og ofte må vi langsomt stavre os frem igennem stenbunkerne ganske højt oppe på dalsiderne.
Vi kan ikke gå på mange af snefanerne, selv om det ville være det letteste for os. Men de ender i dalbunden og er så stejle, at der er stor risiko for at tumle rundt med den tunge rygsæk og rutsche direkte ned i det kolde vand, hvis foden glider.
Først sent denne aften finder vi nogle få kvadratmeter flad stenmark med en anelse vegetation, hvor vi kan overnatte. Men vi kan også øjne enden på strabadserne.
Well done boys and girl, det var en meget spændende dag!
Sikker på ruten fortsætter vi mod kysten dagen efter i samme terræn: Blokmark, snefaner, stejle skrænter og mere blokmark, men vejret bliver bedre. Sidst på dagen når vi en lille forhøjning i dalen, og pludselig og en anelse uventet åbner sig ét af de syn, som får mig til igen og igen at tage til Grønland:
Foran os ligger Hvalrosbugten og hele Rosenvinges bugt, fyldt med stille havvand og stille isflager. Nogle få steder er fladen brudt af rigtige isbjerge, de kommer inde fra gletscherne langt i Scoresbysundfjorden og fortæller, at der er meget stort i dette område.
Vejret er overskyet, stille og klart. Vi kan tydeligt se bygningerne i Kap Tobin på næsset 15 km væk, og på den anden side af mundingen af Scoresbysund-fjorden, 40 km væk, ligger Kap Brewster og ser ud, som om det er ”lige derovre”. Det er lyst overalt i horisonten.
Efter en tid i andægtig tavshed slår vi lejr her.
Næste morgen beslutter vi at ligge over. Solen skinner nu fra en skyfri himmel, og der er absolut ingen grund til at forlade denne skønhedsplet. Der er ikke engang myg til at genere os.
Foto af Jætteelven
På vej over Jætteelven i Hvalrosbugten. I baggrunden "Det gule fjeld" (310 moh)
Nogle af os benytter dagen til at gå op på det Gule fjeld, højden er 310 meter, og det ligger lige i nærheden. Derfra er udsigten over bugten endnu bedre. Efter frokost på denne grusbunke – for det er det - kunne jeg henslængt lade øjnene falde i med udsigt til solen, bugten, Kap Tobin og Kap Brewster, og da de åbnede igen... – var det hele der minsandten endnu! Det var ikke en drøm, det var fantastisk.
Det er mit livs hidtil mest mindeværdige middagslur!
Senere så vi 3 sneharer højt oppe på denne grusbunke. Gad vide, hvad de lavede dér? De er meget nysgerrige, man kan komme ind på ca. 20 meters afstand, før de hopper lidt væk, så sidder de atter vagtsomt og drejer ørerne i vinden. Efter 5 dage på frysetørret var det også
Foto af snehare
fristende at skyde én af dem med riflen... - men det blev ved tanken.
På vejen så vi friske spor af en isbjørn i et elvleje. Det var altså ikke for sjov, at grønlænderne insisterede på, at vi skulle medbringe rifler på vandringen.
Om aftenen hyggede vi os i lejren i mange timer med blåbærsuppe, det var så varmt fra solen, vi sad bare i T-shirts og bagte os. Det var så usigelig dejligt, og udsigten en uudtømmelig kilde til sjælelig lise.
Det sidste stykke til byen over Hvalrosbugten tog hele dagen. Der er ikke så langt på kortet, men der var langt i virkeligheden... Underlaget er grus med store sten i, og vi skulle over to elve, Gåseelven og Jætteelven. De er ret store begge to. Solen bagte ned på os igen i dag, og når den tillige spejles i bugten med dens isflager, og det er vindstille, og der ikke er myg, har man slet ikke travlt med at komme videre!
Kl. 16 rammer vi byen og standser kommunaldirektøren ud for kommunekontoret, på vej hjem fra arbejde. Vi sludrer lidt, han er glad for at se nye ansigter, og det er vi også.
Så nu starter et nyt kapitel af ferien.